er en dramatisk beretning fra det idylliske Österlen, i det sydøstlige hjørne af
Sverige. Historien foregår fra 1983 til 1989 og strækker sig
således over en periode på godt og vel fem år, og hvor utrolig beretningen end
måtte være, er den en sandfærdig beretning fra det virkelige liv.
Der nævnes generelt ingen navne på de mange aktører, af hensyn til efterkommerne og til
de, der stadig er blandt de levendes tal. I enkelte tilfælde bruges et fornavn
eller et efternavn, men aldrig det fulde navn.Det er ofte fremført, at
virkeligheden overgår fantasien. I dette tilfælde er det rigtigt, rigtig meget
rigtigt.
En hushandel i begyndelsen af 1983 skulle med tiden
udvikle sig til en veritabel skyttegravskrig med betydelige ofre, på
den ene side.
Blandt deltagerne er, udover de involverede naboer, diverse offentlige
myndigheder, der mere eller mindre villigt lader sig bruge/misbruge af de stridende
parter. Det skulle vise sig, at vi, i det mindste på det lokale niveau, kom til
at skrive svensk retshistorie, næppe dårligt af et par amatører på det juridiske
felt. Nåeh ja! Vi kom i det hele taget til at skrive historie, i det mindste
hvad angår Österlen. Baggrundsbilledet viser "Skithuset" et kunstværk
min svoger og jeg opførte, da Teaterkrigen var på sit højdepunkt, og i
øvrigt fik ganske pænt betalt. Billedet tilskrives min svoger. Billedet
blev brugt til et kort med en julehilsen til alle, der på en eller anden
måde havde været involveret i Teaterkrigen.
Jeg er overbevist om, at alle modtagerne blev glade og rørte over
at få så fin en hilsen fra os.
|
| Hvoraf navnet teaterkrigen? Svaret er ret enkelt.
Vore børn blev desværre involverede af naboen på en lidt kedelig måde.
Da vi ankom ved juletid 1983, var der opsat stolper til et hegn, der
effektivt skulle forhindre os i at komme ind til huset, og da vores søn
og ældste niece rykkede lidt i en af stolperne, intervenerede naboens
yngste hjemmeboende søn resolut, ved at tildele de to børn et efter hans
opfattelse passende antal øretæver.
|
Det fik vi først at vide for sent, til at gøre noget ved
det, men da en genbo hørte om det, beskrev han vores nabo som værende "tattare",
en svensk udgave af det danske begreb "tatere". Da ingen af ordene
fandtes i børnenes ordforråd, blev det til "teatere", og dette begreb
holdt sig gennem alle årene. Naboens efterfølgende og gentagne påstande
om, at vi skulle have kaldt dem for "tattare", har således ikke, som så
mange andre af talløse beskyldninger de rejste mod og politianmeldte os
for, nogen bund i virkeligheden. |