Fastighetsdomstolan havde talt, vejen tilhørte utvetydigt os og for god
ordens skyld gik vi i gang med at fjerne de mange perlesten naboen havde
lagt på vejen udenfor deres hus.
Mens vi var godt i gang med det kom
den yngste søn hjem og parkerede sin bil nogenlunde tæt på huset, men
ikke tæt nok og han blev en stund stående på vejen, den vej vi nu havde
bevis for var vores.
For at markere ejendomsforholdet gik jeg hen
til ham, tog fat i hans jakke og førte ham helt ind på deres egen grund
og gav ham derefter besked om at rykke sin bil ti cm. længere ind,
hvilket han lydigt gjorde.
Den ydmyge stil var lidt underlig og
varslede en helt ny epoke, hvorfor vi tog en alvorlig snak med den
ældste søn, da han også kom hjem.
Vi fortalte ham, at vi anså ham
for at være den mest fornuftige af dem alle og at vi ikke anså
situationen for holdbar. Vi så reelt kun to muligheder, enten købte vi
dem ud eller de købte vores hus, og da vi ikke havde den fjerneste
interesse i deres faldefærdige rønner var kun den sidste mulighed
realistisk.
Sønnen opfordredes derfor til at tale med familien og
deres advokat, men skulle samtidigt være opmærksom på, at så længe vi
ejede vores sommerhus ville vi hverken se nogen af dem eller deres
sildeadvokat inde i huset. Huset skulle overtages uden nogen former for
garanti og som ubeset.
|
Der gik ikke mange dage inden aftalen var på plads og vi mødtes i et
konditori i Simrishamn for at skrive papirerne under. Den gode advokat
gav udtryk for, at han aldrig nogensinde før havde været med til at
formidle køb af en ejendom som ubeset, men han kendte den i øvrigt
udmærket fra tidligere, så et større problem kunne der næppe være tale
om.
Da der er en ret stor beskatning af gevinst ved ejendomssalg,
skulle prisen, der var næsten det tredobbelte af, hvad vi selv havde
givet, beregnes, så selve ejendommen ikke udgjorde et større beløb, end
det vi havde betalt. Skithuset kostede 40.000 gode svenske kroner,
resten var erstatning for de mange falske politianmeldelser de i årenes
løb havde indgivet.
Alt i alt var vi ganske godt tilfredse med
handelen, og det hører med til historien, at det første naboen gjorde,
var at rive vores kunstværk ned, forstå det hvo som kan.
De
lokale aviser gjorde et stort nummer ud af, at den årelange nabostrid nu
var overstået, og de kunne næsten ikke fælde krokodilletårer nok over
vores stakkels nabo, der havde været så meget ondt igennem, en af
artiklerne førte til, at vi rejse en bagvaskelsessag ved Malmö
Tingsrätt, men mere om det på et andet tidspunkt.
Når noget
afsluttes, vil vi uværgerligt foretage en eller enden form for
evaluering. Hvad vik vi ud af det? Kunne det være undgået? Var det det
hele værd?
Disse spørgsmål og deres svar er der selvfølgelig også
reserveret et kapitel til, mere om det senere.
|