Dagen efter skulle vi på en cykeltur rundt i Skåne. Den var grundigt
forberedt og der var bygget en kasse med små vinduer med trådvæv til min
søsters kat. Kassen skulle anbringes på en cykeltrailer, hvor der også
var plads til en del af vores omfattende oppakning.
Jeg stod på
vejen og naboens ældste søn kom kørende i sin aldrende Saab, da han så
mig speedede han op og kørte direkte imod mig, som ville han køre mig
ned. Jeg blev imidlertid stående og han standsede få millimeter fra at
røre mig, som væddedløbskører på den lokale grusbane i Tomelilla havde
han godt styr på bilen og dens bevægelser, hvilket jeg ikke var i tvivl
om, men for god ordens skyld hoppede jeg op på kølerhjelmen og benyttede
chancen for at udføre lidt fri hop på stedet, indtil jeg sprang ned på
jorden.
Med en hurtighed, jeg ikke havde tiltroet ham, sprang han
ud af bilen og stak mig et blåt øje og nu var scenen så sat til en
beskeden indsats, hvor jeg efter bedste evne forsøgte at erindre de
mange forskellige øvelser i Judo, jeg havde lært i ungdomsskolen.
Sjældent havde jeg i den grad brug for min læring fra skoletiden, og
ved at tage fat i hans skjortelinning og derefter udsætte ham for et
baglæns rullekast, fik han sig lidt af en overraskelse. Luften blev i
faldet slået ud af ham, hvilket også var hensigten og jeg selv fulgte
med i den rullende bevægelse, så jeg endte siddende overskrævs på hand
maveregioner, hvilket afgjort ikke befordrede hans åndedræt.
Jeg
nåede kun lige at få ham forklaret, at det var en dårlig ide at
overfalde mig før hans far kom til og slog mig over skulderen med en
træstolpe, hverken stolpen eller hans kræfter var af en størrelsesorden,
så det mærkedes af betydning.
|
Jeg var dog nødsaget til at tage mig af den nye trussel, så jeg rejste
mig op og gjorde et helhjertet forsøg på at sætte et spark ind i
familieafdelingen på angriberen, hvilket desværre ikke lykkedes på grund
af hans løstsiddende arbejdstøj.
Nu blandede hans kone sig i kampen
og forsøgte sig med den samme stolpe, ægtefællen var mislykkedes med, og
min reaktion var her at placere et passende spark i hendes bagparti.
Dette var af en størrelsesorden, så jeg ikke ville kunne have ramt ved
siden af uanset i hvilken retning jeg sparkede.
Sønnen var nu
kommet så meget til hægterne, at han kunne rejse sig op, og stod et
øjeblik for at restituere sig helt. Her gik jeg helt hen til ham, og
forklarede med stor alvor, at dersom han nogensinde forsøgte noget
lignende igen, ville jeg ikke være helt så forsigtig, som jeg havde
været her.
Med et udtryk af stor brødebetyngethed nikkede han ja,
og det skal til hans ros siges, at han holdt ord.
Hans forældre
havde skyndsomt forladt areanen, og mærkeligt nok kom der ingen
politianmeldelse denne gang.
Min hustru havde mere eller mindre
set hele optrinnet fra stuevinduet, men som hun sagde, det var min egen
skyld, og det var det vel også.
Da jeg længe efter havde en kort,
men alvorlig samtale med hans lillebror syntes jeg at ane en vis form
for respekt, men det kunne selvfølgelig let være indbildning. Mere om
det i et andet kapitel.
På den følgende uges cykeltur holdt mit
blå øje sig i perfekt stand hele ugen, et minde om et lidt mindre
bråvallaslag end det tidligere beskrevne, og denne gang var der desværre
ikke var nogen fotograf til stede. |