Jeg stod og snakkede ganske fredeligt med min svoger ved indkørslen til
hans og min søsters sommerhus, beliggende ved en grusvej tæt på Gärsnäs
Slot, da en stor gravko kom kørende mod os. Chaufføren så ikke ud til at
være i godt humør og han standsede med skovlen tæt på at røre mig,
hensigten var tydeligvis, at jeg skulle skræmmes og det var mindst lige
så tydeligt at det ikke skete.
Chaufføren sprang ud af førehuset
og gik helt hen til mig, idet han endnu mere ophidset råbte: "Jag
skal döda dig din räliga röhåriga jävul" . Da det var første gang
nogensinde at jeg så denne noget aggressive person, havde jeg absolut
ingen anelse om hvorfor han nu gav udtryk for, at han ønskede at slå mig
ihjel.
Chaufføren var ikke ret gammel, højst i starten af tyverne, og
han begyndte nu at snakke om misundelse og med en stor armbevægelse slog
han ud og udbrød: "Alt det här äger jag", og nu begyndte jeg at
få en anelse om, hvad det hele handlede om.
Den gang
Hälsovårdsmyndigheten gik til angreb på vores "videnskabelige
undersøgelse" lovede vi, at Tomelilla Kommun skulle få
lov og anledning til at rydde op i naturen, idet vi lovede at sende
dem beskrivelser og billeder af 200 steder, hvor der var
foretaget "nedskräpning i naturen". Vi holdt vores løfte, godt og vel, og
kiggede også nærmere på Simrishamn Kommun, Gärsnäs Slot var beliggende i
denne kommune og i besiddelse af indtil flere private lossepladser. En
af dem lå ca. 100m fra min søsters og svogers sommerhus, og det var netop det Magnus, søn
af ejeren til slottet, var i gang med at dække til, hvilket i øvrigt var
ret meget for sent, for dokumentationerne for slottets lossepladser var
for længst sendt til Simrishamn Kommune.
Da kampagnen sluttede
var der indgivet over 600 anmeldelser om "nedskräpning" i naturen, og på
et tidspunkt blev min svoger, der var primus motor i undersøgelserne,
mandsopdækket af et lokalt vagtværn, der forsøgte at hindre ham i at
finde flere lokale lossepladser.
Det kunne åbenbart være
ikke så lidt farligt at opholde sig på Österlen disse dage, alene det at
jeg befandt mig i min svogers selskab var åbenbart tilstrækkeligt til at
gøre mig til et legitimt mål i ungersvendens øjne.
Angrebet blev
selvfølgelig anmeldt til politimyndigheden og vi fik nogle uger senere
lige så selvfølgeligt besked om at "brott kan ej styrkas", hvorfor vi
valgte selv at rejse sagen som en straffesag, godt lært op af
teaterkrigens erfaringer.
|
Vi havde efterhånden opnået en betydelig rutine i at forberede og
gennemføre retssager på svensk, og vi var tilsvarende fortrolige med
proceduren, så også denne gang fungerede vi som hinandens bisiddere.
Bisidderen havde til opgave at sikre proceduren, og en enkelt gang havde
vi tilrettelagt den, så vi kunne deles om opsamlingen, slutplæderingen,
men det er en helt anden historie. Eftersom jeg var den angrebne part var jeg "saksägaran" og den, der
skulle procedere sagen, hvilket ikke voldte de helt store problemer,
tværtimod.
Det viste sig, at Magnus mødte op uden advokatbistand,
for som han sagde, når man har ren samvittighed, har man ikke brug for
en advokat.
Han burde måske have overvejet lidt mere på det
spørgsmål, både hvad samvittigheden angik og behovet for en advokat.
Da vi kom til Magnus's trussel, bemærkede dommeren, at jeg under
ingen omstændigheder var rødhåret, men at den skånske dialekt sommetider
kunne være vanskelig at forstå.
Vores del af retsmødet tog ikke
lang tid, og det viste sig, at anklagemyndigheden havde benyttet sig af
retsmødet til at medbringe deres egen sag. Efter at have afsluttet
slutplæderingen, byttede vi plads med den lokale anklager, derprocederede
en færdselsforseelse, hvor Magnus var blevet stoppet af en
færdselspatrulje i et ulovligt køretøj. På sin sædvanlige facon havde
Magnus overfuset betjentene, og disse havde forbudt ham at køre videre i
det ulovlige køretøj.
De to betjente havde åbenbart ingen
illusioner vedrørende Magnus, som de i øvrigt kendte fra tidligere, så
de holdt ind ved den næste vigeplads. Som forventet kom Magnus kørende
få minutter efter og blev taget endnu en gang for den samme
færdselsforseelse.
Magnus blev dømt i begge sager og fik lov til
i en kort periode at være på kost og logi på statens regning.
Ved
den og mange andre af de sager vi i de år førte, lærte vi os det
spændende og særdeles nyttige spil SKUDO af beherske til perfektion.
Mere om dette nyttige spil i et andet kapitel.
|