Teaterkrigen kapitel 1.

En hushandel.

Det var en kold og blæsende februardag, vi så det for første gang. Da der med blæsten fulgte rigelige mængder af sne, havde turen været ikke så lidt af et vovestykke.
Vi var kørt ad landevejen til Ystad og derfra mod Tomelilla. På vejen havde vi passeret en række mindre byer, der på dette tidspunkt ikke sagde os så forfærdelig meget, så meget mere som det tætte snefald forhindrede os i at se ret meget af dem. 

Vi var i sagens natur spændte på at se stedet, så forventningerne tillod os ikke at spekulere videre over byer, veje og landskaber. Der var heller ikke den store grund til at forsøge at lære ruten at kende, for det var jo ikke givet at det overhovedet blev til noget. 

Årsagen til denne udflugt lå nogle måneder tilbage i tiden. 

Min søster og jeg havde sammen med vore ægtefæller og børn været på besøg på Bogø, en lille og noget uanseelig ø beliggende i farvandet mellem Falster og Sjælland, hvor min mor og min et og et halvt år ældre bror boede. Indimellem de mange obligatoriske tre retters måltider, blev der tid til at drøfte løst og fast, og det var under en af disse afslappende konversationer, hvor mave og svælg undtes en beskeden pause, at jeg nævnte det for min søsters mand.

De havde begge i nogle år haft et lille sommerhus i det sydøstlige hjørne af Skåne, Österlen, et landskabeligt smukt område, hvor tilværelsen stod stille og i øvrigt havde gjort det i de sidste hundrede år eller mere.

Dels for at få et sted, hvor vi kunne nyde ferierne i fred og ro, dels for at kunne være lidt mere sammen med ”den svenske del” af familien, kunne vi godt tænke os et sommerhus i netop det område. ”De koster stort set ikke noget” havde han sagt, ”og er du indstillet på selv at sætte det i stand, kan du få det for en slik.” 

Aftenen forinden var vi ankommet til deres rækkehus i udkanten af Malmö, og nu sad vi her altså, på vej til vort kommende sommerhus ved den lille stationsby Smedstorp. 

”Du skal betale mig 100 kr. for kørslen”, havde han sagt, ”ellers kører vi ikke nogen steder.” 
Han havde fået sin 100 krone seddel, og vi havde begivet os ud i trafikken. 

Det var ikke mange biler vi mødte undervejs, så påstanden om at området havde stået og stod i stampe syntes ikke overdrevet. Efter en times kørsel kunne vi stige ud af bilen og tage huset i øjesyn. 

En lille ældre herre, åbenbart ejendomsmægleren, ventede på os. Vi hilste pænt og høfligt på hinanden og påbegyndte besigtigelsen af ejendommen. Det var en lille lav bygning, der lå dels ved en grusvej, dels ved en lidt større landevej. Der hørte en garage og et udhus til og den tilhørende grund var på næsten en tønde land. Alt pakket ind i et tykt lag sne.

Via en bagdør med en skråtstillet kvadratisk rude, kom vi ind i en lille baggang og derfra ind i et lille køkken. Køkkenet var lige akkurat så stort, at vi og vore to børn kunne sidde og spise der, så indtil videre så det ret hyggeligt ud. Fra køkkenet gik en dør ind til stuen, der i størrelse og form umiddelbart virkede både tiltalende og funktionel.

I den anden ende af huset var der et lille badeværelse og til sidst en stue til. På loftet fandtes et lille værelse, stort nok til at begge vore børn kunne være der. Alt i alt så det ganske tiltalende ud, og prisen var også til at leve med, halvtreds tusind gode svenske kroner var lige til at overkomme. 

Da vi kom ud efter besigtigelsen kiggede vor chauffør ned ad indkørslen, der tydeligvis også fungerede som indkørsel for naboerne, og sagde at ”Her lugter af nabostridigheder.” Hans profetiske udtalelse til trods, besluttede vi os for at købe huset. 

At han skulle få ret i langt højere grad end vi på nogen måde kunne have forventet, og at han selv kom til at blive den drivende kraft i en omgang nabostridigheder, der kom til at give genlyd over hele Skåne, var der næppe nogen der på det tidspunkt kunne ane, end ikke han selv.

Nogle uger senere var vi atter på Österlen. Ærindet var denne gang overtagelsen af den lille idylliske skånelænge, vi tidligere havde været ude at kigge på. Formedelst endnu en hundred krone seddel, også denne gang betalt kontant og forud, var vi nu på besøg hos den tidligere ejers bror og far. Hans far havde et års tid tidligere arvet huset, og stod nu for salget af det.

Da salgssummen ikke var større end den var, medbragte vi en check på beløbet.  

Det blev første, men ikke sidste, gang vi skulle købe et hus kontant. At der i disse år kunne gøres gode handler med fast ejendom på Österlen, skulle vi i den grad erfare. 

De nødvendige papirer blev skrevet under og bevidnet og betalingen overdraget den ældre herre, der indtil nu havde ejet huset.

Noget skeptisk kiggede han på den udleverede check, og undrede sig formodentligt over at et helt hus, et hus der indtil for nyligt havde været hans søns hjem, kunne erstattes af sådan et lille stykke papir.

”Den er god nok” forsikredes han, og med disse ord var vi nu de lykkelige ejere af en svensk ”Skånelænge”, med indbyggede nabostridigheder. 
Vi kunne nu lade os transportere hjem igen af vor beredvillige chauffør, halvtreds tusind kroner fattigere men et ferieparadis rigere.

Mødestedet var hans bopæl, der ikke lige mindede ret meget om en ejendomsmæglerkontor. Som stor dreng lærte jeg en kombineret produkt- og antikvitetshandler at kende. Han vaskede sig principielt aldrig, og mægleren fik mig af en eller anden grund til at mindes ham. Lokalet var ret lurvet, med en belysning, der nådigt skjulte meget og ejeren havde tydeligvis heller ikke verdens bedste forhold til sæbe og vand. Hvad det angår passede mægler og omgivelser fint til hinanden, så det var måske forventeligt, at han ville forsøge sig med lidt ekstra indtjening.

Mægleren klarede det på under de fem minutter han var blevet stillet i udsigt, hvorefter vi forlod ham og hans besynderlige residens, en oplevelse og en erfaring rigere.
Vi kunne nu begive os tilbage til det nyerhvervede sommerhus for at nyde en herlig lang sommerferie. Syv vidunderlige uger lå foran os og ventede på at blive brugt til udforskning af det sydøstlige Skåne, det smukke Österlen.