Teaterkrigen kapitel 11.

Kungen av Skåne

"Ni vet inte vem jag er"
Kongen af Skåne ankom i en splintrende ny skinnende hvid Moskovitch. Hvoraf vi konkluderede, at den var ny? Der var ikke en eneste rustplet nogetsteds på den, og den kunne køre, så den måtte stort set komme lige fra fabrikken, og den kunne derfor ikke være mange dage gammel.

Vi vidste bestemt ikke, hvem han var på det tidspunkt, men det skulle vi snart erfare.

Med myndig mine, som kun en meget selvbevidst og magtfuld person kunne præstere, forsøgte han sig med at beordre os til at fjerne nogle i vejkanten nedgravede badekar. Badekarrene befandt sig i øvrigt et lille stykke inde på grunden, men alligevel ret tæt på vejen. Der var tale om en beskyttelsesforanstaltning, men mere om det i et andet kapitel. Da vi på ingen måde kunne føje ham i hans ønsker, var det at han udtalte hine berømte ord: "Ni vet inte vem jag er" og vi replicerede nærmest automatisk med: "Jo det ved vi da, du er kongen af Skåne".

Vi befandt os på det tidspunkt stående tæt ved hans skinnende hvide Moskovitch, og da han under konversationen fik det indtryk, at vi ville røre ved hans bil, fremtryllede han et fotografiapparat, dog med påsat hætte til beskyttelse af linsen.
Vi hjalp ham følgeligen med at korrigere fejltagelsen, og han var nu parat til at fotografere eventuelle lovovertrædelser i form af berøring af hans skinnende hvide Moskovitch.

Det opførtes nu et veritabelt teaterstykke, hvor finger og kamera skiftevis fremførtes og fjernedes, på den måde at når en finger kom i nærheden af hans skinnende hvide Moskovitch, kom kameraet også frem, dog med en lille forsinkelse, så fingeren havde tid til at fjerne sig. Således gentog denne asynkrone ballet sig over et tidsrum af omkring ti minutter, hvorefter vi kundgjorde, at vi havde vigtigere ting at foretage os, end lege med hans majestæt kongen af Skåne, der derefter påsatte beskyttelseshætten og forlagde residensen til naboen.
Det var tydeligvis et besøg hos denne, der havde været det egentlige formål med hans udflugt, og ikke at byde os på en gratis audiens i det grønne.

Når der var placeret indtil flere badekar rundt langs vejen havde det sin helt naturlige forklaring.
Det var ikke et spørgsmål om en udendørs badeanstalt, det var ganske enkelt et spørgsmål om beskyttelse.

På et tidspunkt oplevede vi, at hele vejen, langs med vores grund, var fyldt med biler med tudende horn og blinkende lygter, og episoden sluttede med, at alle de fremmødte biler kørte rundt på må og få inde på vores grund og hen over de få birketræer, der endnu var i live. Netop denne dag sluttede med et mindre Bråvallaslag og en udrykningskørsel med ambulance ind til hospitalet i Simrishamn, men mere om det i et andet kapitel.

Der var således al mulig grund til at sikre os mod gentagelse, og i begyndelsen gjorde vi det ved at placere halvt nedgravede tomme olietønder. De stak så højt op, at ingen, med synssansen i behold, kunne undgå at se dem. Vi blev imidlertid gjort bekendt med, at på grund af risikoen for, at de tomme tønder lækkede olie, var det bedst, at vi fjernede dem. Det gjorde vi så, men erstattede dem med tilsvarende tomme badekar, idet vi kundgjorde, at de var behørigt renvaskede og at der, for at forhindre eventuelle udslip af ingenting, var isat tætsluttende propper af god kvalitet.

Det havde måske været bedre, at lade de tomme tønder blive stående, for badekarrene var i sagens natur betydeligt lavere og måske af den grund sværere at se for bilister med svagt syn.

Blandt de mange politianmeldelser der i disse år blev indgivet imod os, var der en helt speciel en, der netop involverede et badekar. Et badekar, der var placeret på et af hjørnerne blev en dag påkørt af en af de mange, der besøgte naboen. Hvad gør man så, når man har påkørt et nedgravet badekar, har fået en skade på bilen og ikke selv ønsker at betale? Man indgiver en anmeldelse om, at man blev påkørt af badekarret, og at ejeren af bemeldte badekar skal betale erstatning for skader, tort, smerte og svie.

Vi måtte naturligvis afvise kravet, under henvisning til badekarrets manglende mobilitet. Vi undlod dog, som de gode mennesker vi var, at rejse modkrav for de skrammer der ved den lejlighed blev påført badekarret, og vi undlod også at bede ordensmagten kigge nærmere på vedkommendes egnethed som fører af et automobil i den moderne skånske trafik.

Incidenten viste noget om, hvad vi kunne forvente og på hvilket niveau. Det var bestemt ikke noget, der gav anledning til søvnløse nætter for vores vedkommende.
 

Kapitel 12: Grænsestenen