Jeg havde været nede og besøge min svoger, han var for en gang skyld
alene på landet, for min søster var på arbejde. Det var hen mod
slutningen af efterårsferien, men den slags har man ikke i Sverige.
Min søster og to niecer ville ankomme så snart det blev weekend. Min
svoger derimod havde god tid til at passe haven, hvilket han også gjorde
ganske godt og fik på den måde dyrket en stor mængde grøntsager, til
stor glæde for den lille familie.
Vi havde blandt andet snakket om
mus og musefælder. Vi havde det efterår en mus, der bare ikke ville lade
sig fange i vores fælder, og ikke nok med det, den var ekspert i at tage
maddingen uden at udløse fælden.
Da jeg forklarede det for
svogeren fik jeg på det nærmeste en forelæsning i musefælder og en lang
forklaring på, hvorfor ingen mus ville kunne undgå at blive fanget i
hans skarpslebne fælder. Når jeg ikke kunne fange denne snedige mus, var
det bare fordi mine fælder var "noget billigt lort", jeg skulle bare
have sådan nogle fornemme fælder som han havde. At vore respektive
musefælder var af præcist samme fabrikat gjorde ingen forskel, de var
bare ikke skarpslebne nok.
Efter i en rum tid på den måde at have
ordnet verdenssituationen begav jeg mig på hjemvejen. Spadsereturen på
de ca. femhundrede meter bød på den så velkendte udsigt udover markerne
dog i en begrænset udgave i dagens efterhånden svindende efterårslys.
Ö.Herrestads kirketårn stod hvidt og oplyst, og da jeg gik langs
kirkegårdsmuren kunne jeg skimte de mange gravsten, jeg efterhånden
kendte så godt. Runestenen stod fremdeles helt op mod muren og fortalte
om Fradulf som fik rejst stenen for sig af sin bror og af Toke, hvem han
end måtte være.
Jeg trådte ind i gangen, hvor jeg stillede mine
sko og gik derefter ind i stuen, hvor jeg fandt familie siddende
musestille. Der blev uden et ord peget på skænken og gjort tegn til, at
musen befandt sig under den i umiddelbar nærhed af fælden. Da jeg
forsigtigt kiggede efter, kunne jeg konstatere, at musen sad og var
beskæftiget med omhyggeligt at pille små stykker af maddingen af fælden,
som den spiste i takt med, at den fik det befriet fra fælden. Det var
svært ikke at beundre musen og dens forsigtighed, og det må indrømmes at
den levede livet farligt, men det var den helt sikkert ganske uvidende
om. |
Jeg skyndte mig ind i soveværelset, hvor jeg vidste vi havde en
skotøjsæske, hentede den og fik den forsigtigt manøvreret ind over den
travlt beskæftede mus. Hele familien kunne nu ånde lettet op og jeg fik
i mellemtiden skubbet æskens låg ind under, så mus og fælde på den måde
blev lukket inde i skotøjsæsken.
Spørgsmålet var, hvad der nu
skulle ske med den stakkels mus. Jeg nænnede ikke at slå den ihjel, og
hvis jeg slap den lød ude i haven, ville den bare komme ind igen.
Løsningen var enkel, min svoger skulle få lov til at bevise, at hans
fælder var bedre end mine, så et bånd blev bundet om æske og låg og
turen gik herefter tilbage til huset jeg nylig havde forladt.
Min
svoger kiggede lidt overrasket over det hurtige genbesøg, men som jeg
forklarede, så medbragte jeg en overraskelse. Forsigtigt løste jeg
båndet, der havde sikret indholdet mod at falde ud, og i det samme jeg
tog låget af kom jeg desværre til at tabe skotøjsæsken, hvorefter musen
hurtigt forsvandt.
Jeg undskyldte selvfølgelig mange gange, men
som jeg sagde, ville den hurtigt blive fanget, eftersom han havde sådan
nogle gode og skarpslebne fælder.
Næste dag var min søster og
niecer også kommet på landet, og vi gik alle ned for at besøge dem, og
efterspørge nyt om musen, de var ikke så gode. Fælderne havde ikke
virket og katten havde ikke været i stand til at overrumple musen. Musen
derimod havde nydt så godt af kattens mad, at posen med dens tørkost
havde måttet flyttes op på en hylde, hvor det ikke var sandsynligt at
musen kunne komme.
I ugerne der fulgte levede musen højt på den
mad den kunne hente i kattens fad og alt, hvad der ellers var spiseligt
og som man kunne forestille sig musen kunne lide, blev flyttet langt
væk, i sikkerhed for denne åbenbart særdeles snedige gnaver.
Efter et
par uger mødte Jerry, som musen hurtigt blev døbt, sit endeligt. To
fælder blev sat op mod hinanden og det lykkedes endelig at få sat en
stop for Jerrys fourageren i kattens tørkost. Lidt ondt, Jerry blev
fanget af begge fælder samtidigt.
Den efterfølgende jul havde vi den
svenske familie på besøg i vores hus i Danmark og en mild gave fra min
svoger, var Jerry, anbragt i et syltetøjsglas. Ingen mus holder evigt. |