Vi købte huset i Ö.Herrestad i sommeren 1986. Det begyndte med, at vi
var på besøg hos vores svenske familie og under en spadseretur igennem
byen, fik jeg øje på huset. Der var umiddelbart ikke andet synligt end
skorstenen, men vi kæmpede os ind i det vildnis, der omgav huset og et
rødstenshus med rødt tegltag åbenbarede sig.
Der var stort set ikke
en hel rude i vinduerne og alle døre stod åbne på vid gab, hvorfor vi
tillod os at kigge indenfor. Alt indenfor var i forfald, huller i pudset
på væggene, et stort hul i køkkengulvet og et tilsvarende i loftet
ovenover. Enkelte møbler stod tilbage, men ellers var huste forladt og
komplet ubeboeligt.
Jeg spurgte min svoger om han vidste hvem, der
ejede det, men det gjorde han ikke, så det måtte undersøges nærmere.
Heldigvis havde vi fuldt styr på, hvordan man finder ud af
ejendomsforhold, teaterkrigen in mente, så et besøg i tinglysningen i
Simrishamn afslørede, at det var kirkens ejendom. Den tidligere ejer
havde testamenteret det til kirken med den klausul, at hand husholderske
skulle have lov til aty blive boende så længe hun ville eller kunne. En
del år i forvejen var hun kommet på plejehjem, og huset efterladt i
kirkens varetægt, og det havde tydeligvis ikke fungeret særlig godt.
Vi kontaktede nu præsten, der holdt til i Hammanhög, og blev anbefalet
at kontakte menighedesrådets kasserer, det var ham der stod for huset.
En kort forhandling førte frem til en købsaftale, huset betalt og
tinglysningen gennemført, atl bare i løbet af nogle få dage, og huset
var vort.
Vi gik med det samme i gang med en renovering, og det viste
sig ikke at være spå omfattende, som man skulle tro. I løbet af nogle få
uger, var huset så man kunne opholde sig i det. Der kunne tændes op i
brændekomfuret, der var sat glas i alle vinduerne, men endnu ikke lagt
strøm ind. Elektriciteten var der for længst afbrudt for, men et besøg
hos Sydkraft gav os et fingerpeg om hvordan strømforsyningen
genoprettedes, når vi ellers betalte et forholdsvist stort gebyr for
det. Dette forhold fik vente til næste ferie.
Da vi kom til den
næste sommerferie, viste det sig, at der havde været gravet på grunden,
og forklaringen gav sig selv, for i hver sin ende af udgravningen var
der nedsat en markeringssten, der fortalte, at her var der nedgravet
stærkstrømskabler. En kontakt til Sydkraft afslørede, hvad
markeringsstenen i øvrigt viste, at det var det firma, der havde været
inde hos os. Da vi ikke havde hørt noget til det, tillod vi os at give
udtryk for en vis forundring, men Sydkraft forsvarede det med, at de
havde fået tilladelse af den tidligere ejer, kirken. Ingen havde gjort
sig den ulejlighed at kontrollere om ejerforholdene var ændrede i
mellemtiden og konstateret, at man måske burde have kontaktet den nye
ejer.
Et møde mellem på den ene side Sydkrafts ledelse og advokat og
jeg selv og min svoger på den anden blev arrangeret og mødet afholdtes
hos os. |
Vi gjorde fra starten af opmærksom på, at vi havde planer med grunden,
der ikke ville fungere særlig godt sammen med deres kabler. En
swimmingpool var planlagt til at skulle ligge lige præcis der, hvor
kablerne lå.
Vi gjorde dog opmærksom på, at vi var til at snakke
med. Vi havde i løbet af foråret aftalt en cykeltur rundt i Skåne, så
vores tilbud gik på, at hvis der var lagt elektricitet ind i ejendommen
og alt var klar til brug, når vi kom hjem igen, kunne kablerne få lov
til at blive liggende. Aftalen omfattede således, at så længe der blev
leveret strøm til huset, ville kablerne få lov til at blive.
Da
vi kom hjem fra turen, var alt som aftalt, hvor heldig kan man næsten
være?.
Husets tidligere ejer havde betjent sig af et gammeldags
lokum, der var placeret i ejendommens udhus. Døren ind til det lille
rum, hvor lokumsbræt med tilhørende låg befandt sig var der nogen, der
havde taget, men med installationen af en passende spand, fungerede det
igen. Det var dog kun jeg selv, der ville benytte det, til den øvrige
del af familien var der indkøbt et campingwc, vi havde anbragt i en
forholdsvis stor garderobe, der lå i husets entre.
En tidlig
morgen kunne jeg høre, at der var gang i en hammer i udhuset og gik
derud for at undersøge det nærmere. Det viste sig at være min svoger i
fuld gang med at sømme låget fast til lokumsbrættet. Han havde passende
benyttet sig af en gammel griselem, der vidnede om, at den tidligere
ejer også havde holdt grise, og var på den måde kommet uset derind, et
forsøg på at spærre udgangen mislykkedes, idet han på det nærmeste gik i
panik og smadrede den ikke alt for solide dør ind til udhuset.
Efter en kort snak om det udførte hærværk mod mit lokum, som han
selvfølgelig morede sig kosteligt over, begav han sig på hjemvejen.
Efter et stykke tid kom han dog retur og meddelte, at han måtte have
tabt sin yderdørsnøgle hos os, for han havde den ikke på sig, da han kom
hjem og ville låse døren op. Vi kunne ikke umiddelbart finde nøglen og
han besluttede sig derfor for at hente en metaldetektor, han havde
liggende i sit udhus. Endnu en gang begav min svoger sig på hjemvejen og
i mellemtiden fandt jeg alle de fem- og tiører jeg havde liggende,
spredte dem ud rundt om udhuset og ventede blot på at han skulle komme
tilbage med metaldetektoren for at søge efter sin nøgle.
Ak og
ve! Min svoger havde efterladt sin nøgle på en høvlbænk i sit eget
udhus, og fandt den så snart han begyndte at tage detektoren frem.
De
mange småmønter ligger stadig og venter på at blive fundet af en
arkæolog om tusind år, held og lykke med det. Spændende hvilke
konklusioner det vil føre til, næppe at min svoger udviste usømmelig
omgang med mit lokumslåg. |