Min søsters og svogers nærmeste nabo boede som tidligere nævnt i den
gamle vandmølle, der hørte til Gärsnäs slot, og der boede Anna og Thor,
begge var godt op i årene, men stadig meget aktive og altid spændende at
besøge.
I deres unge dage skød de laks i den å, der forsynede
mølledammen med vand, Östra Tommarpsån.
Jagten foregik på den måde,
at når laksen sprang skød Thor den mens Anna stod klar med et net og
fiskede afdøde op. Sværere behøvede det ikke at være.
Anna fortalte
at hun også havde også på åen i badekar, ikke de store tunge i
støbejern, men de noget enklere og lettere versioner af træ. Således
inspireret købte min svoger og jeg et badekar ved det næste loppemarked
i Hammenhög, transporterede det hjem og begyndte at gøre det klar til
sejladsen. Vi havde en forestilling om på en dag at kunne sejle fra
Ö.Herrestad til Simrishamn, vi skulle blive meget klogere.
Det
var ikke mange forberedelser, der skulle til, vi skulle blot sikre os,
at der ikke trængte vand ind gennem afløbet, så en effektiv tilpropning
blev foretaget.
Dagen efter var en herlig sommerdag, tydeligvis
velegnet til til en åsejlads, så vi iførte os passende uniformer. så vi
undervejs kunne præsentere os standsmæssigt for eventuelle beundrende
tilskuere, dem skulle vi få en del af, men ikke helt som vi havde
forestillet os. Vi havde hver især en nogenlunde brugbar grøn Loden
Frakke, og de fik gøre det ud for uniformer under sejladsen, ingen af
dem overlevede dagen.
Badekarret var af emaljeret støbejern og
derfor ret tungt, men dets deplacement var alligevel rigeligt til at
bære sig selv og to badekarsmatroser. Vi bar nu badekarret ned til
vandmøllen, anbragte os selv i det, og lagde fra land, en spændende
ekpedition havde taget sin begyndelse og strømmen førte os snart afsted
i en god fart.
Vi havde ofte betragtet den del af åen ovenfra,
men det var lidt af en oplevelse at se dens bredder passere forbi i et
noget andet perspektiv. Vi havde god til til at betragte bevoksningen
langs åen og forbløffedes i nogen grad over, hvor varieret den var. Til
tider voksede sivene så tæt, at vi på det nærmeste befandt os i en hule
for derefter at lukke sig op og blive til en let skrånende nedgang fra
en mark.
Efter et stykke tid mødte vi vore første beundrere,
sortbrogede, nysgerrige planteædere, der kiggede på os med et udtryk af
forbavselse.
Det kunne have været interessant at få et indblik
i, hvad der foregik inde i hovederne på den store flok af kvier, der
havde samlet sig ved åen, netop som vi sejlede forbi.
Jeg er
overbevist om at noget lignende havde de aldrig set før.
|
Sejladsen fortsatte og indimellem måtte vi stå ud af karret og give det
et hjælpende skub for at komme videre, andre gange måtte vi værge for
os, så vi ikke kæntrede.Med tiden fik vi så megen øvelse, at vi havde
fuldt styr på, hvordan vi rettede en påbegyndt kæntring op. Denne
erfaring gav også en forståelse for, hvordan en kæntring skulle
gennemføres, hvilket senere på sejladsen kom mig til stor gavn.
Sejladsen fortsatte, tid og navnlig sted forsvandt. Det var en
fantastisk afslappende og afstressende oplevelse, hvor hverdagens jag
blev glemt og hvor den øvrige verden syntes langt væk.
Hvad vi oplevede som noget nær en evighed og en uendelig
lang sejlads viste sig at være en kort strækning, der under normale
omstændigheder kunne tilbagelægges på få minutter, men det var egentligt
bedøvende ligegyldigt.
Pludselig blev fred og idyl brudt på meget
dramatisk vis, en gul stribe der bredte sig far min svoger hen mod mig
selv forkyndte hans noget specielle forhold til kroppens
affaldsprodukter. Da jeg ingen intentioner havde om at sidde i denne
gule væske, var der kun et at gære, kæntre vores fartøj. Det var her
studiet af dets hydrodynamiske egenskaber kom til sin ret. Jeg selv var
forberedt, så det var kun mine sko og mine bukseben, der blev våde,
anderledes forholdt det sig med min svoger, han havde absolut ingen
tørre beklædningsgenstande, da vi efterfølgende fik lænset badekarret og
satte os for at fortsætte sejladsen.
Forskellen fra før kæntringen
var dog, at min svoger bar tydeligt præg af den gule væske eftersom han
stank godt og grundigt af urin.
Min søster, min hustru og vore børn var
blevet hjemme, der var desværre ikke plads i vores fartøj og desuden
ville alle med sikkerhed have betakket sig. Mobiltelefoner fandtes på
det tidspunkt ikke og røgsignaler, brevduer og alle andre
kommunikationsmidler var udelukket, så vi havde aftalt et mødested, et
tidspunkt havde vi ikke kunnet give.
Efterhånden som tiden gik, blev
de hjemmeblivende mere og mere urolige. Flere gange var min søster kørt
til det aftalte mødested uden at mødes med os.
Vi på den anden
side nød sejladsen, men havde som nævnt mistet fornemmelsen for tid og
sted.
Efter godt og vel fire timers sejlads nåede vi broven ved Östra Tommarp
og gik her i land. Det varede ikke længe inden vi blev afhentet, begge
placeret begerst i bilen siddende på den bare metalplade, min søster
skulle ikke nyde noget af at have os til at sidde i nogen af bilens
sæder.
Det siger sig selv, at alle vinduer hurtigt blev rullet
ned, og vi ankom efter et par minutters kørsel til sommerhuset ved
vandmøllen, en herlig oplevelse rigere. |