"Giver du en flaske brændevin, hvis jeg lægger mig
ned og skriger?"
Det svarede jeg naturligvis ja til, og
reaktionen kom promte, min svoger smed sig ned på jorden og stak i høje
smertensskrig, netop som naboens ældste hjemmeboende søn var få
centimeter fra at røre ham.
"Ring til en ambulance!"
Dette var en logisk konsekvens af tilsagnet så jeg løb ned til vores
genbo, om hvem jeg vidste havde en telefon, og herfra ringede jeg til
alarmcentralen og meddelte min svogers situation.
Forud for denne
hændelse var gået en række af andre hændelser, der tilsammen lagde det
omfattende puslespil, der i sidste instans førte til en ubetinget
fængselsdom for den af naboens to hjemmeboende sønner, der førtre bilen
og umiddelbart efter "påkørslen" flygtede fra stedet.
Den lange
række af hændelser begyndte med, at min søster og hendes familie aflagde
os et besøg.og eftersom naboens to sønner havde en kedelig vane med at
køre enbdog meget hurtigt på den lille grusvej, der gik lige forbi
gavlen af vores hus, valgte min svoger at holde lige ud for gavlen, så
der på den måde blev spærret for kørsel. Spærringen hørte sammen med, at
den skulle sikre vores børn mod at blive kørt ned, en særdeles fornuftig
foranstaltning, og det skulle senere vise sig, at den var velbegrundet.
Det hører med til forklaringen, at der var adgang til og fra naboens
ejendom direkte ud til landevejen, så de reelt ikke behøvede at køre
forbi os.
Mens vi indendørs nød en kop kaffe og hinandens selskab
opbyggedes der uden vores viden en større angrebsstyrke. Et større antal
af noboens familie, venner og bekendte ankom i biler, og da vi på et
tiodspunkt gik udenfor, kunne vi se en samling på omkring tyve biler,
parkeret på grusvejen og på vores grund.
Min svoger og jeg gik ud
forbi hans parkerede bil, og det fik naboens ældste søn til at reagere.
Han sprang ind i sin bil, kørte ud på hovedvejen og ind på den grusvej,
der førte til vores indkørsel, og det var her vi forudså, hvad hensigten
med den meget hasarderede kørsel var, vi skulle skræmmes fra vid og
sans. |
I en brøkdel af et sekund var scenen sat, aftalerne
truffet og reaktionen gennemført i overensstemmelse med aftalen.
Når
naboens ældste søn senere modtog en dom på to måneders ubetinget
fængsel, var det ikke for en påkørsel, men fordi han valgte at bruge sin
bil som et våben, så på den måde var dommen korrekt og retfærdig, uagtet
jeg endte med at indfri løftet om at købe en flaske brændevin til min
svoger.
Efter få minuter ankom ambulancen og kort tid efter en
politibil. Naboens familie, venner og bekendte forlod scenen i vild
panik, de skulle ikke have noget i klemme, den ubehagelige drejning
sagen tog taget i betragtning.
I tiden mellem ambulancens og
politiets ankomst, var nabokonen og hendes anden søn kommet op til vores
hus. Inden da havde jeg givet mit kamera til vores søn med besked om at
fotografere alt, hvad der skete.
Under den lettere animerede
konversation der opstod, slog nabokonen mig på skulderen, hvorefter jeg
spurgte min søn om han fik det fotograferet. Det fik han ikke og fik nu
besked om at være klar til at tage et billede, hvorefter jeg sagde til
den ophidsede nabokone, at hun ikke turde slå mig en gang til. Det turde
hun og billedet blev perfekt, det kunne ikke ønskes bedre og var
herefter et glimrende bevis på hendes voldsparathed.
De fleste af
naboens tilløbere var i mellemtiden forsvundet og politiet kommet til.
En kraftigt rødhåret betjent henvendte sig til mig og brugte det meste
af tiden på at forklare at "det är inte smidning", hvilket jeg på det
tidspunkt havde svært ved at forholde mig til. Røde Esben, som vi
efterfølgende identificerede ham som, viste sig at være en særdeles god
ven af den bortløbne søn og ulykkesbilist.
Nogle år senere fik
Røde Esbens manglende dømmekraft fatale konsekvenser både for ham selv
og for en kollega. I en biljagt overvurderede han sin egen hastighed,
idet han samtidigt undervurderede hastigheden på et tog og afstanden til
begge køretøjers mødepunkt. Den forfulgte misdæder slap væk, men det
gjorde Røde Esben og hans kollega desværre ikke.
I forlængelse af
"påkørslen" og optøjerne blev der indgivet anmeldelse for grov chikane,
trusler og personpåkørsel, men det skulle vise sig, at politi og
anklagemyndighed valgte intet at foretage sig, ligesom med alle de andre
anmeldelser konkluderede man at "brott kan ej styrkes"
Der skulle
ret meget til før myndighederne tog sig sammen til at handle i de dage,
men det blev vi efterfølgende ret glade for og vi lærte os hurtigt at
handle derefter.
Det lykkedes faktisk at få anklagemyndigheden til at
erklære en enkelt anmeldelse som "ej brott" til trods for at det
objerktivt set var det, men mere om det senere.
|