Som tidlige anført, havde den skånske poiliti- og
anklagemyndighed ikke den helt store lyst til at foretage sig
nogetsomhelst. Uanset hvad der blev anmeldt var resultatet det samme:
"Brott kan ej styrkas", bortset fra et enkelt tilfælde, der blev
afskrevet med begrundelsen "Ej brott", mere om det på et andet
tidspunkt. Det så på den måde umiddelbart ud til, at blive en langvarig
stillingskrig, hvor det handlede om hvem der kunne indgive flest
anmeldelser for påståede lovovertrædelser.
Denne del af kampen vandt
naboerne, idet vi ikke fandt, at der var behov for at retsforfølge andet
end den oprindelige ulovlige indtrængen, selvtægten og påkørslen.
Vi selv havde stor fornøjelse af at hilse på Kling og Klang
adskillige gange anmeldt for stort set alt mellem himmel og jord, men
mere om det senere. Navnene Kling og Klang er ærkesvenske og stammer fra
Astrid Lindgrens forfatterskab. Igennem årene fik vi besøg af mange
forskellige betjente og de kom altid to og to. Vi havde indimellem en
fornemmelse af, at de vagthavende betjente konkurrerede om at få lov til
at besøge os, når vores naboer havde indgivet en ny anmeldelse.
I
svensk retsplejelov "Rättegångsbalken" er der en paragraf, der omhandler
hvad man som "sakägare" kan stille op, hvis en anklagemyndighed ikke vil
rejse en sag. Man kan ganske enkelt rejse sagen selv indenfor et år
efter afgørelsen, man kan "väkke enskilt åtal" og det var præcis det vi
gjorde.
Første instans var på byretsniveau - Tingsrätten, og den
havde til huse i tinghuset i Simrishamn. Vi procederede hver sin sag og
da vi begge beskæftigede os med programmering, tilrettelagde vi
proceduren som var det et program til en computer med et utal af "if
then else"forgreninger.
Hver gang der skulle stilles et spørgsmål
prøvede vi at forudse alle svarmuligheder og formulerede supplerende
spørgsmål alt efter det svar vi prøvede at forudse.
Naboen lod
sig repræsentere af en advokat fra Simrishamn, han valgte fornuftigvis
senere at skifte karriere fra jura til gæstgiveri, men det vil jeg vende
tilbage til på et senere tidspunkt.
Sagen vedrørende ulovlig
indtrængen blev underbygget med en antal fotografier af forholdene på
grunden, hvor det kunne påvises, at opsætningen af stolper dels havde
til formål at hindre vores adgang til grunden, dels var placerede inde
på den og ved afhøringen af naboen kunne vi bare konstatere, at han
svarede helt som vi havde forudset, så ingen af de mange forgreninger vi
havde sat op kom i brug.
Dommen var klar: Skyldig, og her
begyndte den første del af pengetrømmen at tegne sig. Naboen blev idømt
bødestraf og skulle betale erstatning for de ulovlige handlinger samt
vores retsomkostninger.
Ikke uventet ankede naboen afgørelsen til
næste retsinstans, Hovrätten.
Hovrätten afholdt også sine møder i
Simrishamn, og denne gang blev der også afholdt en åstedsforretning,
hvor alt og alle med tilknytning til sagen var ude og bese stedet, hvor
det hele havde foregået.
Som et supplement fremlagde vi også en række
billeder fra Bråvallaslaget, og her blev det fra rettens side påpeget,
at naboens medhjælpere tydeligvis havde gjort sig skyldige i chikane. Vi
ærgrede os en del over, at vi ikke havde indstævnet hele flokken, men vi
havde, som vi måtte erkende, endnu meget at lære.
En interessant
detalje ved sagen, da den kom for hovrätten var, at jeg havde tilbragt
en del tid i rettens arkiver for at finde informationer om vores hus og
havde fundet et særdeles interessant dokument. Naboens advokat havde
været bobestyrer for en afdød tidligere ejer af huset.
Det fremgik af
dokumentet hvem advokaten solgte huset til og vi tog kontakt til
vedkommende for at høre om der var tale om penge under bordet. Det var
der og vi fik også det præcise beløb.
Spørgsmålet var nu hvordan
jeg skulle få det flettet ind i min procedure. Det gjorde jeg i min
slutplædering, hvor jeg lidt henkastet nævnte noget der omhandlede
husets indre og bemærkede: "Det må De jo kende til Hr. Cederberg",
hvortil han svarede at det gjorde han ikke for han havde aldrig nogen
sinde før nuset eller kendt noget til det hus.
Til det svar kunne jeg
så replicere: "Det kan jeg ikke forstå Hr. Cederberg, for jeg har her et
dokument der viser at De var bobestyrer for ..."
Effekten viste sig
hurtigt, advokaten rødmede voldsomt og hans slutplædering skulle nu ikke
bruges til at sikre en sejr, tværtimod, så den blev blot en utydelig
mumlen, hvor dommeren adskillige gange måtte opfordre ham til at tale
højt og tydeligt, så han var til at forstå.
Det havde han absolut
ingen intentioner om.
Naboen dømtes til dagbøder og erstatning,
så de i cement nedstøbte stolper blev en bekostelig affære.
Retssagen mod naboens ældste hjemmeboende søn forløb også helt efter
bogen. Lillebroderen forsøgte sig som vidne. Han havde befundet sig godt
og vel 50 m borte og prøvede at forklare, hvordan han tydeligt kunne se,
at broderens bil ikke rørte min svoger, men retten valgte, dom den
formulerede det, helt at se bort fra hans forklaring. Med andre ord
fandt retten ikke broderens forklaring troværdig på nogen måde.
Min svoger var umiddelbart efter angrebet med bilen
blevet kørt til hospitalet i Simrishamn og der forelå følgelig en
rapport over den del af dagens hændelser og Røde Esbens påstand om at
"det är inte smidning", hjalp ikke naboens søn ret meget, den fastslog
utvetydigt at han havde været der, at han havde kørt bilen direkte mod
min svoger og at han havde forladt åstedet umiddelbart efter.
Naboens søn blev dømt for at have påkørt min svoger og dommen var to
måneders ubetinget fængsel.
Ved Hovrätten stadfæstedes dommen men
med den forskel, at han her blev dømt for at bruge sin bil som et våben
ikke for at have påkørt min svoger.
|
Også her blev der tale om
erstatninger af en betydelig størrelsesorden, hvilket fejredes på
behørig vis.
Diverse aviser udråbte os til at have skrevet svensk
retshistorie begrundet i, at det ikke var den offentlige anklager, der
førte sagerne men os selv, tænk at der ikke skulle mere til for at
indskrive sig i historien.
Den Simrishamnske chefanklager fik senere
en særdeles hård kritik for sin alt for lang sagsbehandling, hvilken han
undskyldte med for stort arbejdspres. Vi måtte konstatere, at det
bestemt ikke var vores sager, der afstedkom det store arbejdspres, taget
i betragtning at det var os, der udførte arbejdet for ham.
I Sct. Oluf, en lille by på Österlen holder en
veteranjernbane til, og en søndag omkring middagstid tog vi ikke en, men
to ture med den. Vi var 10 personer og en kanin og vi havde forudbestilt
restaurationsvognen. Da vi ville have øl og brændevin til den ene af de
ialt fire måltider vi indtog, kunne der desværre ikke samtidigt være
adgang for offentligheden. Vi havde lidt ondt af de mange andre
passagerer, der stod og kiggede længselsfuldt ind på vores lille
selskab, der i den grad nød bordets glæder og den smukke skiftende
udsigt gennem ruderne ud mod det forbipasserende Österlenske landskab.
En forret på den første tur ud og derefter hovedretten på turen tilbage
og da vi havde bestilt 4 retter, måtte vi nødvendigvis også tage turen
to gange. Desserten på anden udtur og kaffe og kage på anden hjemtur. Da
alle retter var suppleret med drikkevarer, der passede til, var humøret
højt under hjemturen til Ö. Herrestad.
Nå ja! Vi havde i
mellemtiden købt endnu et sommerhus, denne gang i den lille landsby Ö.
Herrestad, der er beliggende ca. 8 km. fra Smedstorp. Huset i Smedstorp
var nu kun et legehus, hvor vi af og til fejrede årets højtider, for
eksempåel nyt års aften. Ved en sådan fejring fik vi i øvrigt besøg af
Kling og Klang fordi vi havde bygget to snemænd, men det vil jeg komme
nærmere ind på senere.
Undervejs på hjemturen fra Sct. Oluf kørte
vi lige en vending forbi vore gamle naboer og takkede rørt for den fine
udflugt de på en måde havde betalt for. Vi var alle klædt festligt ud
til lejligheden, så der var næppe et øje tørt i forlængelse af de
bevægede takkescener.
Der var imidlertid dukket endnu en sag op,
vore naboer kon i tanke om, at de havde behov for at vide, hvor vejen
gik. Vi påstod at den hørte til vores ejendom, de at den hørte til
deres. Man kan altid påstå, at det havde været en god ide om de havde
sikret sig en viden om hvem vejen tilhørte inden de begyndte at opsætte
stolper til et hegn, der skulle udelukke os fra vores ejendom, men det
er altid let at være bagklog.
For at få fastlagt vejens
placering, bestilte de en vejforretning og til denne lejllighed indkalde
det lokale lantmäteri en landmåler fra det nordlige Sverige. Der er helt
klare retningslinjer for, hvordan sådan en forretning skal gennemføres
og hvis en af parterne mente det var nødvendigt med ekstra øjne og ører
kunne man begære deltagelse af godo män. Det gjorde vi og det skulle
vise sig at blive et særdeles centralt punkt i årene der fulgte, for
denne sag kom til at strække sig over flere år.
Åke, som
landmåleren hed, vidste nok, hvad han havde med at gøre, så han fik
hurtigt afgjort forretningen til naboens fordel, han var faktisk så
dygtig, at han overhovedet ikke behøvede nogen viden om kort,
udstykninger, veje, adgangsforhold eller andre kedelige detaljer
almindelige dødelige ville have undersøgt. Hvad der var af endnu større
vigtighed, han mente heller ikke de gode mænd behøvede at deltage, så
dag vi overklagede forretningen til Fastighetsdomstolan, fik piben en
anden lyd. Det konstateredes, at den oprindelige forretning var ugyldig,
at den skule gå om og at den skulle komme til det resultat, at vejen lå
som vi havde fremført, altså vejen tilhørte os. Fastighetsdomstolan
nåede endda frem til den konklusion, at havde stillet krav om at grænsen
skulle gå endnu tættere på naboens hus, ville der også have været
hjemmel for det i det materiale vi fremlagde.
Materialet bestod i
en række kort samt en større mængde dokumenter vi havde gravet frem,
blandt andet fra Lantmäteriet i Simrishamn og Tingsrättens arkiver.
Det viste sig, at der adskillige år før havde været gennemført en
vejforretning i forbindelse med en udvidelse af Riksväg 11, der forløb
langs grunden og parallelt med den grusvej hele sagen drejede sig om. En
tidligere ejer af vores ejendom havde skrevet under på sin deltagelse i
vejforretningen, men der var bare den lille detalje, at hun var død to
år før forretningen blev gennemført. Det viste sig, at hun havde haft en
samlever, og han var bare blevet boende, som om intet var hændt og havde
endog deltaget i vejforretningen.
Kvinden havde to søstre, der var
bosiddende i USA, og det var dem, det gik ud over, da den gode advokat
Cederberg senere solgte ejendommen, med penge under bordet, i sin
egenskab af bobestyrer for boet efter den forlængst afdøde tidligere
ejer.
Vi var efterhånden blevet faste gæster ved lantmäteriet i
Simrishamn, men også ved överlantmäteriet i Kristianstad i det nordlige
Skåne. Det var gennem disse institutioner vi fik de fleste kort og
dokumenter, men også gamle militærkort udgjorde en væsentlig del af
dokumentationen.
Adskillige år efter var vi på besøg i Kristianstad
og brugte lejligheden til at hilse på i överlantmäteriet og fik at vide,
at der var indkaldt til en ny vejforretning i Smadstorp. Vi havde
forlængst solgt ejendommen, til naboen, men mere om det senere.
Landmåleren, der stod for forretningen, havde desværre glemt at indkalde
os så vi meddelte, at kravet er, at vi skal indkaldes med mindst tre
ugers varsel og med en uge til den nye forretning, var dette en
umulighed. Vi accepterede dog en mundtlig indkaldelse, hvilket vi fik på
stedet.
Dagen oprandt vejret var fint, en smuk sommerdag midt på
grunden til vores gamle sommerhus. Alle var mødt af huse, bortset fra en
af de to godo män. Den fremmødte erklærede at han havde været i tvivl om
hvorvidt han skulle møde eller ej, for han var imellem tiden blevet for
gammel. Aldersgrænsen for godo män var på 60 år. Den anden var ikke mødt
frem, for han var også nået at blive for gammel.
Vi tillod os at
protestere, på naboens vegne, og fremførte, at med alle de grove fejl
fra forretningslandmålerens side, skulle hele sagsbehandlingen
annulleres og naboen fritages for overhovedet at betale noget for
forretningen.
Her skete der det ret overraskende, at nabokonen
fældede en tåre, måske en anelse rørt over den uventede hjælp fra os.
Noget der undrede os ret meget var, at to jubelamatører, som vi
retfærdigvis måtte opfatte os selv som, var i stand til så let at løfte
en bevisbyrde, politi- og anklagemyndighed ikke kunne. Vi måtte
konkludere, at i det mindste den del af svensk politi- og
anklagemyndighed vi mødte, ikke var opgaven voksen, eller måske gad de
bare ikke.
Og så måtte vi selvfølgelig retfærdigvis også
konkludere, at naboen ikke havde været heldig i valg af advokat. Vi
kaldte ham en sildeadvokat, og når vi gjorde det overfor nabokonen
protesterede hun og sagde, at vi ikke måtte kalde deres sildeadvokat for
en sildeadvokat, meget underholdende. |