|
Han opførte en veritabel krigsdans. Der manglede kun en marterpæl, et bål og en
snes indianere for at gøre illusionen perfekt. Bilen han var chauffør i var
netop standset med hylende bremser og en tydeligvis noget ophidset onkel var
sprunget ud, for at påbegynde denne ret underholdende danseopvisning. Efter en kraftudfoldelse hvis lige
vi ikke på noget tidligere tidspunkt havde været vidne til, blev bilen atter
entret, og den afbrudte kørsel kunne genoptages, blot for ti meter længere henne
ad vejen at blive afbrudt af en om muligt endnu mere energisk kraftudfoldelse.
Forud for disse voldsomme optrin
var gået en fredelig og særdeles hyggelig middag ved stranden. Vi var alle
sammen kørt til Sandhammeren, medbringende hver vores del af en fælles frokost. Middagen stod på kold
kartoffelsalat med røget makrel fra Kåseberga, en af vore absolutte favoritter.
Dels var det særdeles velsmagende, dels var det billigt. Navnlig den sidstnævnte
egenskab ved måltidet tiltalte os i den grad, at vi lange perioder ikke levede
af andet.
Til denne lækre ret, nød vi svensk
lättöl. Også denne, for så vidt ganske udmærkede, drik besad nogle særdeles gode
egenskaber. Det ødelagde ikke chaufførernes forudsætninger for at køre og
kontrollere et automobil og prismæssigt rangerede det på linje med vand. Onde
tunger ville vide, at det også kvalitetsmæssigt tålte sammenligning med
almindeligt postevand.
Under måltidet havde vores søn set
sit snit til diskret at anbringe et større antal skovmyrer i onkelens
bukselinning. Der var ikke tale om de mindst mulige, tværtimod var de store og
meget krigeriske. Som tidligere beskrevet udeblev effekten ikke.
Vores søn, familiens førstefødte, havde ganske forsigtigt
og med stor tålmodighed
samlet myre efter myre op med et græsstrå og havde ligeså omhyggeligt anbragt dem, hvor
han nu syntes de måtte gøre bedst gavn, nemlig i føromtalte bukselinning.
Han havde ikke vurderet helt
forkert.
Nu skal man på ingen måde tro, at
der på nogen måde var tale om en hævnaktion, for de mange gange onkelen med sin
sædvanlige diplomatiske sans havde mere end antydet, at både vores søn og hans
øvrige familie var rundet af bondeslægt og som følge deraf havde rigelige
mængder jord i hovedet, og at den mest geniale i verden naturligvis var ham
selv.
|
Om vi andre følte nogen form for
skadefryd og på den måde fik forhøjet morskaben?
Naturligvis ikke.
I første omgang var vi kun to, der kendte den dybere
liggende årsag til denne mellemting mellem indiansk krigsdans og klassisk
ballet, og vi følte os naturligvis begge højt hævet over den slags simple
motiver. Vi nød dog i fulde drag det kunstneriske indtryk og de mange spændende
teknikker, det var lykkedes aktørerne at indbygge i uropførelsen af ”ballet for
menneske med myre” for et lille, men udsøgt
publikum.
Det er imidlertid ikke helt
umuligt, at den efterfølgende afsløring af onkelens meddanseres
tilstedeværelse og identitet bidrog til at forhøje oplevelsen for den resterende
del af familien.
Intet ville ligge en ti års dreng
af venligt gemyt mere fjernt. Der var snarere tale om et eksperiment af
videnskabeligt tilsnit. Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt næret et ønske
om at undersøge om et tættere samspil mellem menneske og myre, især under
skovture, var muligt? Takket være denne betydningsfulde undersøgelse, ved vi nu,
at det er det ikke.
Atter hvinende bremser og en ualmindelig hysterisk onkel. Med fagter, strittende pegefinger, knyttede næver
og mere eller mindre velartikulerede råb, tilkendegav offeret, at den skyldige
ikke havde set det sidste til ham.
Det skulle vise sig at være ganske
korrekt.
Efter et par genopførelser af den
nu efterhånden velkendte krigsdans, nåede det nu efterhånden temmelig udmattede
offer til den konklusion, at det ville være formålstjenligt at tage bukserne
af. Der skal her ikke gengives nærmere
beskrivelse af hans spændende underbenklæder og langt mindre af det syn og den
tilstand af hysterisk morskab afklædningsscenen efterlod os alle i.
Sikkert er det, at strategien var
den rigtige, og det blev således sidste gang vi under hjemturen fik lejlighed
til at beundre den kære onkels dansefærdigheder.
Det skulle ikke blive den sidste;
men herom en anden god gang.
|