På skadestuen
Om helst ikke at skulle nogetsomhelst
I modtagelsen befandt sig en sød og venlig ældre dame muntert samtalende, via sin telefon, med en ikke nærmere beskrevet person. Den muntre og selvfølgelig absolut ikke private telefonsamtale afsluttedes efter kort tid og opmærksomheden rettedes mod den nyligt ankomne, der nu kunne redegøre for sin situation og sine ønsker.
Det var her han mødte sin første skuffelse, skadestuen var slet ikke for mennesker, der var kommet til skade, i det mindste ikke hvis de ikke havde bestilt tid. Stillet overfor denne nye viden bemærkede han, at han, inden han kom til skade, ikke havde nogen overvejelser om at bestille tid til en behandling af en skade han ikke havde, men at han belært af erfaringen måske ville overveje dette en anden gang.
Systemet er konstrueret så passende genialt, at der sikres aktivering af flest muligt, så for at komme i behandling på skadestuen, skal man bestille tid ved en vagtlæge, så denne også får sig en beskeden indtjening. I den seneste tid har det vist sig, at en dygtig vagtlæge kan komme op over 40000 kr i dagsløn, men det kan vel næppe være for meget, i det mindste dersom intentionen er at sikre det dyrest mulige sundhedsvæsen. At dette tilsyneladende er intentionen underbygges af det forhold, at der skal bestilles tid til skadestuen, for på den måde tilsikres vagtlægen en ekstra omend ganske unødvendig opgave, og kan på den måde hæve endnu et honorar.
Måske en del af lægeløftet borde reformuleres til noget i denne stil: "stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til mit eget og min indtjenings gavn", tænkte han i sit stille sind.
Det var tydeligt, at man ikke kedede sig i skadestuens reception og han måtte på den konto, med et humoristisk anstrøg, høre indtil flere gange, at han næppe ville forbløde og for at sikre sig belæg for påstanden, bad den søde og venlige ældre dame ham om at tage bøllehatten af, så hun kunne inspicere såret. Den søde, venlige ældre dame tilkaldte endog en kollega, så de med god samvittighed sammen kunne konkludere, at der ikke var fare for liv og lemmer. I enig samdrægtighed erklærede begge nu, at der ingen fare var for at han forblødte og at blødningen nok skulle standse.
Han var selv ganske overbevist om, at blødningen på et eller andet tidspunkt ville standse, men han kunne godt være lidt i tvivl om den fremtidige årsag til standsningen. Til at begynde med indeholdt han næppe meget over 5l, og et løseligt overslag sagde ham, at med en anslået blødning på 0,05ml pr. sekund, ville det tage lidt under 28 timer at blive helt tømt for blod. Beroliget af de to eksperters kvalificerede afgørelse, drog han hjem med uforrettet sag, omhyggeligt informeret om, at det var politikerne, der havde besluttet, at han skulle sørge for at bestille tid til akutbehandling i skadestuen inden han valgte at komme til skade. Han undrede sig ikke på nogen måde, for han var udmærket klar over, at det også var en politisk beslutning, at de stakkels vagtlæger kun skulle kunne nå op på sølle 40000kr. i dagsløn for deres hårde og opslidende arbejde med at tale i telefon med alle disse lidende mennesker, der beklageligvis ikke kunne tage sig sammen til at lide indenfor normal arbejdstid.