På skadestuen
Om at yde meget lidt for meget
Vel hjemkommen fra skadestuen gentog han sit afbrudte arbejde og de tilbagevendende skylninger og opvridninger af karkluden, hvis farve så småt skiftede fra blå til violet. Også bøllehatten blev efterhånden præget af brugen som fastholder af karkluden og dekoreredes af mere eller mindre cirkelformede pletter i røde nuancer, der vidnede om de mange gange karkludens sugeevne udmanøvreredes af det konstant udsivende blod.
En kildrende fornemmelse på tinding og hals annoncerede tidspunktet for skylning og opvridning af karkluden, det var under en af disse sceancer aftensmåltidet annonceredes, og eftersom et aftensmåltid tager den tid et aftensmåltid tager, blev det tidsrum hvori den hårdtprøvede karklud skulle sikre mod nedstrømmende blod dramatisk forlænget, hvorfor der efterhånden opstod et veritabelt floddelta af røde striber på tinding og hals.
Som lavastrømme løb blodet ned ad hans hovede, og sammenligningen var ikke helt forkert, for med tiden havde der dannet sig et lille krater af størknet blod, der på en måde godt kunne sammenlignes med med vulkanens kegle. Han så for sig det seneste udbrud ved Fagradalsfjall med de smukke strømme af smeltet lava og kunne i tankerne på en måde godt få de indre biilleder af hans eget udbrud en miniature og udbruddet i Geldingadalir til at stemme overens. Han bragtes imidlertid hurtigt tilbage til umiddelbart nærvær og genkaldte sig receptionisternes spøgefuldheder med at de var sikre på, at han ikke forblødte, og fortsatte med at nyde det lækre aftensmåltid, hans kone havde tilberedt. Fra den nyligt afholdte guldbryllupsfest resterede der, nogle flasker god vin, og her ved tærskelen til weekenden, gik det nok an at nyde godt af efterladenskaberne, eftersom han var blevet overbevist om, at han ikke ville forbløde, nmåtte det følgelig antages, at hans personlige model af de Islandske lavastrømme ville aftage for til sidst helt at ophøre.
Efterhånden blev det hans familie for meget og ængstelsen steg til dramatiske højder, hvorfor et opkald til vagtlægen var uundgåeligt. Ønsket om ikke at være for meget til besvær til trods, valgte han at foretage en opringning til den dygtige, engagerede, samvittighedsfulde men desværre meget overbebyrdede lægevagt.
Lægen i den anden ende konstaterede nøgternt, at blodfortyndende medicin havde den kedelige bivirkning, at selv små og ubetydelige blødninger havde en tendens til ikke at ville standse og meddelte, at det var nødvendigt at møde op til undersøgelse og behandling og en opfordring til at sende en vagtlæge ud, kunne under ingen omstændigheder imødekommes, i vore moderne tider medbragte vagtlæger ikke sytøj.
At møde frem var beklageligvis ikke en mulighed, at sætte sig bag et rat ville ikke være forsvarligt, meddeltes det. Vagtlægen lød nu en kende irriteret og opfordrede den sårede til alligevel at transportere sig selv ind til skadestuen, og tilsvarende blev afvisningen givet med samme begrundelse om at det ikke ville være forsvarligt at føre motorkøretøj.
"Har du ingen, der kan køre dig?" spurgte vagtlægen, nu tydeligt irriteret over at samtalen tog mere end to minutter og fik til svar, at det var der ikke, hverken konen eller det tilstedeværende barnebarn havde kørekort.
"Så må jeg sende en ambulance" forklarede vagtlægen i et åbenlyst forsøg på at give den tilskadekomne dårlig samvittighed over at bebyrde de offentlige kasser med så store udgifter, bekymringen for regionens budgetter var nærmest rørende, men tanken om at der helst skulle være penge til vagtlægens fyrstelige honorar, var nærmest umulig at ryste af sig.
Grundet den tilskadekomnes accept af at blive afhentet i en ambulance, belastningen af regionens hårdt belastede budgetter til trods, blev der bestilt en taxa, hvilket bekendtgjordes i et nu betydeligt mere irriteret tonefald.
Efter en forholdsvis begrænset ventetid blev han afhentet af flextrafikken, der havde fået besked om at transportere ham til skadestuen.