Opmuntret af den halve arbejdsindsats, mente min svoger, at han burde
gøre os endnu en tjeneste, den til huset hørende septiktank skulle
tømmes. Der kan muligvis have været andre intentioner bag denne
voldsomme fysiske indsats, men jeg vælger, som for det meste, at tro på
det gode i mine medmennesker.
Vi var endnu en gang taget på ferie
til sommerhuset på Österlen og efter adskillige timer med kørsel og
sejlads, var vi endelig ankommet. Mørket var forlængst faldet på, og
efter at være steget ud af bilen, begav jeg mig hen til bagdøren for at
låse den op. Jeg kom dog hurtigt på andre tanker, for på trappestenen lå
der noget, man absolut ikke skulle træde på og absolut ikke bringe med
på skosålerne ind i huset. Stanken mere end antydede dets beskaffenhed,
og det viste sig da også, at det var resultatet af svogerens hjælpende
indsats. Denne gang var der ikke tilnærmelsesvist tale om en halv
indsats, det var heldigvis kun en brøkdel af septiktankens indhold, han
havde haft energi til at tage op af tanken.
Vores sommerhus var
heldigvis udstyret med en anden indgang, en hovedindgang, der vendte ud
mod vejen, og den benyttede vi os af denne gang.
Ingen af os
havde fantasi til at forestille os, at bagtrappens nye belægning var
tilkommet for at få os til at tage noget af det med ind på skosålerne og
på den måde starte med at få ferien ødelagt, tanken faldt os
selvfølgelig slet ikke ind, tværtimod havde vi en forestilling om, at
min svoger på en eller anden måde havde et nært forhold til afføring. En
forestilling vi i øvrigt ofte i andre sammenhænge fik bekræftet, så vi
valgte at forære ham bagtrappens nyvundne belægning.
Min søn og jeg
skrabede omhyggeligt den ildelugtende masse op i en spand, og da det var
blevet sent nok til at vi kunne være sikre på, at vores svenske familie
var gået til ro, anbragte vi forsigtigt, og meget omhyggeligt, spanden i
vores "rugbrød", kørte til Ö.Herrestad, hvor vi parkerede i god afstand
til den sovende families hus. |
Med al den forsigtighed man kan forestille sig, bar vi spanden op på
husets trappe og hældte dens indhold ud, så min svoger næste morgen
kunne nyde gensynet med denne grålige, ildelugtende, vællingeagtige masse, han
dagen før med så stor veneration havde fjernet fra vores septiktank, og
som han åbenbart holdt så meget af.
Vi så ikke selv effekten, men vi fik den fortalt.
Vores
svenske familie har altid holdt meget af katte, og havde på det
tidspunkt en herlig stor grå hankat. Når det blev morgen havde katten
for vane at gå hen til yderdøren og bekendtgøre, at nu ville den gerne
ud. Således også denne morgen.
Døren blev låst op og åbnet, så katten
kunne komme ud, og den nåede lige akkurat at komme ud på trappen, idet
den havnede i den grå masse med alle fire poter. Man kan let forestille
sig, at dyret blev lidt forbavset.
Aldrig før havde
katten oplevet noget lignende, og aldrig før havde den haft så travlt med
at komme ind igen, og det var i sagens natur ret let at finde frem til,
hvor den gemte sig.
Det var første, sidste og eneste gang min
svoger forsøgte sig med at tømme vores septiktank.
Katten, det
dejlige dyr, var i øvrigt meget klog, den havde fuld forståelse for min
svogers interesse for afføring, så en dag da familien var på vej fra
deres lejlighed i udkanten af Malmö til sommerhuset i Ö.Herrestad,
sprang den op på min hans skulder og afleverede resolut en stor klat af sin
afføring ned ad hans ryg. Nogenlunde sammen konsistens som den spand
lort han i sin tid hældte ud på vores bagtrappe, hvor kan dyr dog være
dejlige. Herefterdags transporteredes katten i bur.
Er der forresten ikke noget om, at den der graver en grav
for andre af og til
selv falder i den? |