Da vi købte huset i Ö.Herrestad, var den forholdsvis store grund et
stort vildnis og bar tydeligt præg af at have passet sig selv i mange
år. Grunden er formet som en nøsten ligebenet trekant, hvor der går to
veje langs de to ben. Ud mod den ene vej er der en et stor rødbøg og
længere inde på grunden var der tre store grantræer. Højden var omkring
de tyve meter, så når vi kom til byen, kunne vi ikke undgå at bemærke de
meget store træer.
Et af de tre grantræer forvandledes fra det
ene ferieophold til det næste til et underhyletræ. De fleste vil nok
stille sig uforstående overfor denne art, som de færreste kender.
Faktisk centrerer den gruppe mennesker, der er fortrolige med denne helt
særlige træart sig om den lille landsby Ö.Herrestad.
Den første
gang vi så dette specielle træ var da vi ankom til vores sommerhus til
endnu en ferie. Grantræet nærmest vejen havde dels mistet alle sine
grene, dels hang der et par lange underbukser farvet i røde og gule
striber, de skånske nationalfarver. Underbukserne, også benævnt
underhylerne, hang ned fra toppen af grantræet og i de efterfølgende år
indledte min svoger alle sine besøg hos os med at stille sig under træet
og hyle med noget der skulle imitere et ulvehyl.
På den måde
understregede han sin morsomhed, en morsomhed de færreste ville opfatte
som andet end simpelt hærværk. |
Det varede adskillige år inden træ og underhylere måtte bøje sig for
vind og for vejr. Træet endte som brænde og underhylerne var mere eller
mindre gået i opløsning.
Min svoger havde sat en stige op ad
træet så langt op det kunne lade sig gøre. Derefter var han kravlet hele
vejen op til toppen medbringende en håndsav. Nået toppen fastgjordes
underhylerne, hvorefter nedturen kunne begynde, idet han savede alle
grenene af træet efterhånden som han kravlede nedad. Med den ene hånd
holdt han sig fast, så han ikke faldt ned, mens han savede med den
anden. Bestemt ingen ufarlig indsats og et eller andet sted må man nære
en vis beundring for ihærdigheden.
Når træet fik lov til at blive
stående så længe som det gjorde, var det på en måde også en anerkendelse
af indsatsen, hærværk eller ej.
Med hærværket mod grantræet, var
der lukket op for en anderledes radikal tilgang til udvekslingen af
"morsomme tiltag", og netop det skulle få afgørende indflydelse på, hvad
der kom til at foregå fremover, og som i sidste instans førte til, at
min svoger måtte overgive sig og bede om fred, men mere om det i et
andet kapitel.
De skånskstribede lange underbenklæder havde i
øvrigt sin egen helt specielle historie, men det er i øjeblikket en helt
anden sag, der måske vil blive berørt i et kapitel for sig. |