Teaterkrigen kapitel 23.

Høns i badet

 
Det var ikke burhøns, i det mindste ikke længere.
Vi kunne på lang afstand se, at der var lys i vinduerne og da vi fik låst op og kom ind, var der dejligt varmt i hele huset. Det komme til et opvarmet hus frem for et koldt, hvor der skal fyres op samtidigt med at vi pakker ud, er ikke lige det vi holder mest af, når vi holder ferie, så vi havde det på det tidspunkt helt godt med, at vi havde betroet min svoger en nøgle til huset.

Det er en grundlæggende forudsætning, at vi kan stole på hinanden, og selvfølgelig stoler man på sine familiemedlemmer, så vi havde ikke på noget tidspunkt været betænkelige ved at udlevere nøglen.

Et højt råb afbrød arbejdet med at hente ind fra bilen og pakke ud. "Der er høns i badeværelset!"

Hidkaldt af råbet gik jeg hen badeværelset og ganske rigtigt, der var høns. Tre hvide italienere sad dels på vaskemaskinen, dels på stangen til bruseforhænget. På gulvet lå der en blanding af mælkebøtteblade og hønselort og en tydelig stank af sidstnævnte bølgede os i møde.

Vi var ikke i tvivl om hvem, der havde anbragt hønsene der, og vi var lige så lidt i tvivl om tillidsbruddet, vi burde så afgjort ikke havde udleveret en nøgle til min svoger, men vi måtte konstatere, at vi selv havde været ude om det.

Det varede ikke længe før svogeren og min ældste niece dukkede op, særdeles forfrosne, idet de begge havde ventet udenfor på, at vi ankom. Ventetiden havde været lang og temperaturen lav. Vi havde ikke ondt af min svoger, men det var nu alligevel lidt synd for min niece.

Vores svenske familie havde en nabo, der boede i en gammel vandmølle tilhørende Gärsnäs Slot, og som holdt høns. Anna som nabokonen hed, fik hønsene fra en æggefabrik, hvor de blev holdt i bur. Når de ikke var rentable nok til en industriel æggeproduktion, frikøbte Anna nogen af dem, der derved fik et værdigt otium, hvor de takkede ved at fortsætte, omend i mindre målestok, med at levere frisklagte æg.

Det var tre af disse frikøbte burhøns min svoger havde fået af Anna for derefter at køre dem til Smedstorp og anbringe dem i vores badeværelse.

Hønsene skulle vise sig at blive nogle af de mest berejste høns på Österlen den påske, for næste dags aften hentede min søn og jeg dem ned fra de grene de havde anbragt sig på for natten og kørte dem til Ö.Herrestad, så de kunne fortsætte nattesøvnen i ejendommens udhus. Det skulle ikke blive et langt ophold, for allerede næste dag var de tilbage, og de var hverken fløjet eller spadseret hertil. Resten af foråret og sommeren havde de tre høns en herlig fri tilværelse, hvor de fandt føde i de nærmeste omgivelser.
Lige ved siden af vores sommerhus lå der en efter hønsenes mening herlig rapsmark, og når vi søgte rundt om i græsset på vores sommerhusgrund, fandt vi jævnligt æg, vi kunne supplere husholdningen med.

Hønsene kom senere, i løbet af sommerferien, til at spille en hovedrolle i et næsten lidt for dramatisk drama.

Vi havde for vane at fortælle vores venner og bekendte om oplevelserne på Österlen, og fortællingerne vakte generelt stor morskab. Vi havde på fornemmelsen, at nogen af vores oplevelser vakte en vis skepsis, og indrømmet, nogle af vores mange oplevelser kan være svære at forstå for udenforstående.

En af vores bekendte havde givet udtryk for, at han meget gerne ville have lejlighed til selv at se, hvor det hele foregik, og en dag i sommerferien kom han, hans kæreste og hendes søn på besøg. De boede hos os nogle dage, og der blev lejlighed til at opleve såvel en lagkagedag som en nat med lokale spøgelser.

Vores bekendte havde moret sig kosteligt over traditionen med lagkagespisningen, så det skulle han selvfølgelig have lov til at opleve. Reglerne var gjort klar og spisningen påbegyndtes. Vores bekendte var ikke helt så hurtig som vi andre, men vi havde selvfølgelig også mere rutine, så det varede ikke længe før hans lagkagestykke blev angrebet. Det skulle vise sig, at der er langt fra teori til praksis, for det blev bare for meget, han rejste sig op og forlod bordet. Kort efter kom han igen og kaffebordet fortsatte. Pludselig brød min ældste niece ud i et voldsomt nys og præsterede en enorm grøn slimet klat, hun holdt med begge hænder. Denne gang kom han ikke tilbage til kaffebordet.

Vores bekendte havde udtrykt store forventninger til at få nogle spændende oplevelser i stil med dem vi havde fortalt om, så det var på en måde lidt skuffende, at han viste sig så sart, men han tog revance senere.

Der manglede kun et ur på et kirketårn, der med tolv slag markerede midnatstimen, alt andet var på plads. En fugls næb pikkede på ruden med en kraft, der var næsten overjordisk og en dyb tudende lyd gennemtrængte nattemørket, der sporadisk blev brudt af glimtet fra et par uhyggeligt skinnende gule øjne, øjne der bestemt ikke varslede noget godt.
Pludselig gik bagdøren op og svingende en kraftig kæde som var verdens ende nær kom vores bekendte løbende ud for med voldsom kraft at imødegå hvad han troede, som han senere forklarede, var et angreb fra vores naboer.
Vi, min svoger, min ældste niece og jeg selv gemte os bag en stak tagsten, mens vi betragtede udfaldet og forsøgte at råbe angriberen op. Det lykkedes, og sammenhængen kunne forklares. En lygte hjalp med at frembringe de lysende gule øjne og det pikkende næb tilhørte en ef de frigivne burhøns, der var plukket ned fra overnatningsgrenen og den tudende ly kunne tilskrives en orgelpibe med en passende dyb tone.
Kapitel 24 - Lort på bagtrappen