Vi kunne på lang afstand se, at der var lys i vinduerne og da vi fik
låst op og kom ind, var der dejligt varmt i hele huset. Det komme til et
opvarmet hus frem for et koldt, hvor der skal fyres op samtidigt med at
vi pakker ud, er ikke lige det vi holder mest af, når vi holder ferie,
så vi havde det på det tidspunkt helt godt med, at vi havde betroet min
svoger en nøgle til huset.
Det er en grundlæggende forudsætning,
at vi kan stole på hinanden, og selvfølgelig stoler man på sine
familiemedlemmer, så vi havde ikke på noget tidspunkt været betænkelige
ved at udlevere nøglen.
Et højt råb afbrød arbejdet med at hente
ind fra bilen og pakke ud. "Der er høns i badeværelset!"
Hidkaldt
af råbet gik jeg hen badeværelset og ganske rigtigt, der var høns. Tre
hvide italienere sad dels på vaskemaskinen, dels på stangen til
bruseforhænget. På gulvet lå der en blanding af mælkebøtteblade og
hønselort og en tydelig stank af sidstnævnte bølgede os i møde.
Vi var ikke i tvivl om hvem, der havde anbragt hønsene der, og vi var
lige så lidt i tvivl om tillidsbruddet, vi burde så afgjort ikke havde
udleveret en nøgle til min svoger, men vi måtte konstatere, at vi selv
havde været ude om det.
Det varede ikke længe før svogeren og min
ældste niece dukkede op, særdeles forfrosne, idet de begge havde ventet
udenfor på, at vi ankom. Ventetiden havde været lang og temperaturen
lav. Vi havde ikke ondt af min svoger, men det var nu alligevel lidt
synd for min niece.
Vores svenske familie havde en nabo, der
boede i en gammel vandmølle tilhørende Gärsnäs Slot, og som holdt høns.
Anna som nabokonen hed, fik hønsene fra en æggefabrik, hvor de blev
holdt i bur. Når de ikke var rentable nok til en industriel
æggeproduktion, frikøbte Anna nogen af dem, der derved fik et værdigt
otium, hvor de takkede ved at fortsætte, omend i mindre målestok, med at
levere frisklagte æg.
Det var tre af disse frikøbte burhøns min
svoger havde fået af Anna for derefter at køre dem til Smedstorp og
anbringe dem i vores badeværelse.
Hønsene skulle vise sig at
blive nogle af de mest berejste høns på Österlen den påske, for næste
dags aften hentede min søn og jeg dem ned fra de grene de havde anbragt
sig på for natten og kørte dem til Ö.Herrestad, så de kunne fortsætte
nattesøvnen i ejendommens udhus. Det skulle ikke blive et langt ophold,
for allerede næste dag var de tilbage, og de var hverken fløjet eller
spadseret hertil. Resten af foråret og sommeren havde de tre høns en
herlig fri tilværelse, hvor de fandt føde i de nærmeste omgivelser. |
Lige ved siden af vores sommerhus lå der en efter hønsenes mening herlig
rapsmark, og når vi søgte rundt om i græsset på vores sommerhusgrund,
fandt vi jævnligt æg, vi kunne supplere husholdningen med.
Hønsene kom senere, i løbet af sommerferien, til at spille en hovedrolle
i et næsten lidt for dramatisk drama.
Vi havde for vane at
fortælle vores venner og bekendte om oplevelserne på Österlen, og
fortællingerne vakte generelt stor morskab. Vi havde på fornemmelsen, at
nogen af vores oplevelser vakte en vis skepsis, og indrømmet, nogle af
vores mange oplevelser kan være svære at forstå for udenforstående.
En af vores bekendte havde givet udtryk for, at han meget gerne
ville have lejlighed til selv at se, hvor det hele foregik, og en dag i
sommerferien kom han, hans kæreste og hendes søn på besøg. De boede hos
os nogle dage, og der blev lejlighed til at opleve såvel en lagkagedag
som en nat med lokale spøgelser.
Vores bekendte havde moret sig
kosteligt over traditionen med lagkagespisningen, så det skulle han
selvfølgelig have lov til at opleve. Reglerne var gjort klar og
spisningen påbegyndtes. Vores bekendte var ikke helt så hurtig som vi
andre, men vi havde selvfølgelig også mere rutine, så det varede ikke
længe før hans lagkagestykke blev angrebet. Det skulle vise sig, at der
er langt fra teori til praksis, for det blev bare for meget, han rejste
sig op og forlod bordet. Kort efter kom han igen og kaffebordet
fortsatte. Pludselig brød min ældste niece ud i et voldsomt nys og
præsterede en enorm grøn slimet klat, hun holdt med begge hænder. Denne
gang kom han ikke tilbage til kaffebordet.
Vores bekendte havde
udtrykt store forventninger til at få nogle spændende oplevelser i stil
med dem vi havde fortalt om, så det var på en måde lidt skuffende, at
han viste sig så sart, men han tog revance senere.
Der manglede
kun et ur på et kirketårn, der med tolv slag markerede midnatstimen, alt
andet var på plads. En fugls næb pikkede på ruden med en kraft, der var
næsten overjordisk og en dyb tudende lyd gennemtrængte nattemørket, der
sporadisk blev brudt af glimtet fra et par uhyggeligt skinnende gule
øjne, øjne der bestemt ikke varslede noget godt.
Pludselig gik
bagdøren op og svingende en kraftig kæde som var verdens ende nær kom
vores bekendte løbende ud for med voldsom kraft at imødegå hvad han
troede, som han senere forklarede, var et angreb fra vores naboer.
Vi, min svoger, min ældste niece og jeg selv gemte os bag en stak
tagsten, mens vi betragtede udfaldet og forsøgte at råbe angriberen op.
Det lykkedes, og sammenhængen kunne forklares. En lygte hjalp med at
frembringe de lysende gule øjne og det pikkende næb tilhørte en ef de
frigivne burhøns, der var plukket ned fra overnatningsgrenen og den
tudende ly kunne tilskrives en orgelpibe med en passende dyb tone.
|