De efterfølgende kapitler har egentligt ikke noget med teaterkrigen at
gøre, og så alligevel.
Vi ankom til huset i Smedstorp en sen
eftermiddag i starten af sommerferien og så frem til det første glimt af
huset. De åbne österlenske vidder bød på den smukkeste udsigt, ikke
mindst når vi nærmede os sommerhuset. På lang afstand kunne vi se det,
og det var altid en glæde og lidt af en konkurrence om hvem, der først
spottede det.
Huset var hvidkalket med et tag af cementtagsten,
der oprindeligt havde været røde. Vind og vejr havde slidt på farven,
men ikke mere end det stadigvæk var tydeligt rødt. De to tagflader var
lige store, men ikke lige lige. Vestsiden, siden der vendte ind mod
vore naboer, var pæn lige, men det kunne man ikke helt sige om den
anden. Svogeren gjorde, når vi var på landet, konsekvent sit bedste for at synge uddrag af
"Vift stolt på Kodans bølge", for på den måde at antyde tagfladens
kvaliteter.
Med et par kilometer tilbage på Riksväg 11, skimtedes
huset og feriestemningen steg adskillige grader. Når vi så huset på
afstand, fik vi gennem alle årene en fornemmelse af, at nu var ferien
begyndt for alvor, og denne gang var ingen undtagelse.
Efterhånden som vi kom nærmere huset, begyndte vi at ane, at alt ikke var
som det plejede at være. Det første vi bemærkede var et stort hvidt kryds på
taget. Tagets rektangulære form og dimensioner bevirkede at taget nu, med lidt god vilje, kunne antyde et dannebrogsflag.
For at komme til huset, skulle vi køre en meget kort strækning
på en grusvej, ca. 20 meter, hvorefter vi drejede ind på en lille privat
vej, der som beskrevet i et andet kapitel reelt tilhørte os.
Drejet
af fra Riksväg 11 og nået frem til sommerhuset, gjorde vi et øjeblik
holdt, inden vi drejede ind ad indkørslen. Når vi holdt den lille pause,
var det for at sikre os, at vi havde set rigtigt, det havde vi. |
Huset var tydeligt stribet idet det åbenbart for nyligt netop var kalket
i striber.
Kommet ind på gårdspladsen kunne vi konstatere, at taget på den anden
side også var forsynet med et hvidt kryds, så også den side lignede et
dannebrogsflag.
Det er på en måde overflødigt at nævne, at hele
huset var kalket i striber, og udover det, var der anbragt et stort
skilt, hvorpå der stod "Villa Danmark"
Forklaringen viste sig
senere, da vi mødtes med vores svenske familie. Min svoger havde fået
den ide, at han ville "hjælpe" os med årets kalkning af huset, men
energien havde kun rakt til at gøre arbejdet halvt. Tilsigtet eller ej,
så endte det alligevel med at lette min arbejdsbyrde den sommer. Husets
beliggenhed, lige ud til en stor mark, hvor vinden fik frit spil, ikke
mindst ved efterårets sæson for blæsevejr, gjorde, at der oftere end,
hvis huset havde ligget i læ, skulle kalkes. På den måde var den halve
arbejdsindsats derfor alligevel
en udmærket hjælp, for da jeg i sommerens løb selv kalkede huset, nøjedes jeg med at
påføre kalk på de striber, han ikke havde nået, der er absolut en god
mening i talemåden om, at to dovne rækker langt.
Krydsene på taget
fik lov til at blive, og det skulle senere vise sig, at vi fik ikke så
lidt morskab og også betydelig gavn ud af dem. Forklaringen på skiltet var, at vore naboer,
med mere eller mindre indestængt vrede, i et væk kaldte os for "jävla
danska", hvorfor svogeren mente, det næppe kunne skade at understrege
beboernes nationalitet.
Lidet kunne vi ane, at den halve indsats
skulle blive begyndelsen på en lang række "morsomheder" vi udsatte
hinanden for, og som kulminerede en efterårsdag, hvor min svoger kom på
besøg i vores sommerhus i Ö.Herrestad for at anmode om en våbenhvile og
en fredsslutning.
På de følgende sidere vil de mange mere eller
mindre opfindsomme "morsomheder" blive gennemgået. På nær én blev de
alle gennemført, men denne ene er et glimrende eksempel på styrken i og
det sublime ved netop ikke at gøre noget. |