|
Vi gik fredeligt og roligt og snakkede sammen om vores kunstnerkarriere, da
der dukkede en bil med to mænd op. Begge var iklædt ganske almindeligt tøj, men
besad vidt forskellige personligheder. Den ene skulle vise sig at være overlegen
grænsende til det brovtende, mens den anden var af en mere forsonende og
udglattende karakter.
Der blev lagt ud med, på spørgsmålet om hvem vi havde fornøjelsen at tale
med, at "Jag er jag". Det betvivlede vi ikke et sekund, så vi tog det selvfølgelig for gode varer, men fandt,
at vi godt kunne bruge en lidt mere præcis viden, i stil med den man, hvis man
er en velopdraget person, giver, når man præsenterer sig for andre mennesker. Da spørgsmålet om identitet
derfor blev
gentaget, fik vi oplyst, at "Vi er polisen".
Vi havde været så fremsynede, at vi havde opsat et kamera, og givet min søn
besked om, at lade kameraet følge de personer, der måtte dukke op. "Polisen" fik
nu deres opmærksomhed rettet mod kameraet med opfordringen "Smil, du er på" og
blev samtidigt orienteret om, at hvis påstanden om at de var fra politiet var korrekt, vidste de også, at
de havde pligt til at vise legitimation. "Hvis I er fra politiet, så ved både I
og jeg at hvis jeg beder jer om at vise legitimation, så skal I vise
legitimation, og nu siger jeg altså, at I skal vise legitimation"
Den joviale trådte nu til, og undskyldte kollegaens fremfærd, viste sin
legitimation og forklarede, at de tilfældigvis kom forbi og ville benytte
lejligheden til at se vores efterhånden ret berømte kunstværk. De ville også
gerne have lov til at tage et billede, og de havde tilfældigvis medbragt et
dertil indrettet statspolaroidkamera, der nu blev taget frem, for at påbegynde
fotografering af vores kunstværk.
|
Vi var pricipielt altid parat til at yde ordensmagten en hjælpende hånd og
følte os i situationen forpligtede på, at forklare, at det var lettest at tage
billeder, hvis hætten var taget af: Da bortfjernelsen af denne var en realitet,
var man klar til at påbegynde fotograferingerne af begge kunstværker.
Med stor fornøjelse underholdt vi nu hver sin SÄPO agent, for det var præcis
det, deres legitimation viste, at de var. Det er ofte sagt, at det er kunstens
opgave, at være provokerende, og vi måtte erkende, at være lykkedes ud over alle
grænser, set i lyset, at det var blevet et svensk sikkerhedsanliggende. Der var
tilsyneladende ingen grænser for naboens indflydelse, og vi var nu helt overbeviste
om, at tidligere omtalte konge af Skåne måtte være konge af Skåne, og ikke en
hr. hvem som helst.
Den brovtende SÄPO agent fik min svoger fornøjelsen af, mens jeg viste den
joviale kameraholder rundt og fik ham til at tage et billede af maleriet på
udhuset og af Skithuset. Det sidste behøvede jeg ikke opfordre ham til, for det var
tydeligvis det, der var formålet med deres besøg, og efter at have taget det andet billede,
ville han på det bestemteste ikke tage flere. Det var jo staten, der betalte, så
der skulle spares.
Der fulgte ikke flere af den slags fornemme besøg i anledning af vores
kunstværk, efter vi havde haft fornøjelsen af SÄPOS udgave af Kling og Klang.
Igennem årene havde vi modtaget adskillige besøg af det lokale politi, og vi
kendte stort set hver og en. De fleste var ganske fornuftige, mens enkelte var mere
i stil med de to hemmelige SÄPO agenter.
|