Teaterkrigen kapitel 14.

En nytårsaften og andre festlige indslag

 
Om underholdende indslag ved årets højtider.
Når vi opholdt os i vores sommerhus, fandt vi ofte anledning til at holde en fest sammen med vores svenske familie og den første vi holdt blev en fastelavnsfest.
Vi var alle klædt ud på en eller anden måde, så ved denne lejlighed deltog blandt andet Ib fra Gøngehøvdingen og en afrikansk medicinmand. Vi var alle godt i gang med festlighederne, da det bankede på døren.

"Venter vi nogen?"

Ingen af os havde nogen ide, om hvem, der kunne finde på at besøge os en aften i februar måned, hvor sneen lå i store driver over det ganske österlenske landskab.

Vi kiggede uværgerligt ud ad vinduet, og der fik vi øje på en politibtjent, der tilsvarende kiggede ind, hvorefter vi gik ud i gangen og lukkede op for ordensmagten.

To betjente kom indenfor i varmen og spurgte os om vi havde kastet en lænestol ind til naboens høns. Vi kunne med god samvittighed bekræfte forespørgslen, hvortil et supplerende spørgsmål om hvorfor, indledt med en bemærkning om, at det ikke var tilladt, sådan at kaste lænestole ind til naboens høns, blev fremsat under noget, der med god vilje kunne forveksles med en stille klukken.

Vores svar var, at vi blot havde kastet lænestolen tilbage i forlængelse af at naboen havde kastet den ind til os, så det på den måde var en form for selvforsvar. Vi forklarede, at lænestolen i løbet af dagen kun havde rørt jorden i meget begrænsede tidsrum og at alle hønsene var uskadte, omend en anelse forvirrede.

Vi var desværre ikke i stand til at redegøre for på hvis side, den havde opholdt sig længst, men vi følte en udpræget træthed i armene og formodede, at det samme gjorde sig gældende for naboen.

Det blev efterhånden mere og mere tydeligt, at de to betjente havde svært ved at holde masken, og da vi bød dem af vore medbragte danske drikkevarer, afslog de høfligt og gav udtryk for, at de nok hellere måtte se at komme tilbage til stationen i Simrishamn.

Ved en anden lejlighed fejrede vi den anden julehelligdag i sommerhuset. Vi havde på det tidspunkt for længst anskaffet huset i Ö.Herrestad, så vi var der kun for denne ene aften. Også denne gang havde alle hønsene overlevet, og der havde der været tale om en heftig juletræskastningsaktivitet fordelt over det meste af eftermiddagen.

Ordensmagten må have trænet i at holde sig for grin, for der var ikke helt den samme undertrykte klukken som ved fastelavnfesten.

Ordensmagten anbragte nu det berejste juletræ i baggagerummet, hvorfor vi forespurgte om i jhvilken anledning de ønskede at medbringe det på stationen. Det skulle gemmes som bevismateriale og det foranledigede os til at forespørge om de helt alvorligt mente, at nogen, endsige de selv, ville være i styand til at genkende træet om et års tid eller to.

Vi fik ikke noget svar, men et høfligt farvel og tak for denne gang.

Også denne gang fik vi besøg af ordensmagten, denne gang med et spørgsmål om vi havde kastet et juletræ ind i naboens hønsegård. Også dette kunne vi bekræfte og i lighed med konkurrencen i lænestolskastning havde vi konkurreret med naboen i juletræskastning.

En tredje gang vi fejrede en højtid og fik besøg af ordensmagten var en nytårsaften. Vi havde bygget to store snemænd og var blevet anmeldt for det af naboen.

Tænk sig at få lov til at opleve at blive politianmeldt for at bygge snemænd og det på en nytårsaften, vi følte os meget privilligerede den aften.

"Må man ikke bygge snemænd i Sverige?"

"På en nytårsaften?"

Det måtte man gerne, men ikke midt på en vej.

"Må man bygge snemænd på sin egen vej?" Ja! det måtte man sådan set godt.

Vi forklarede nu ordensmagten at den vej vi havde bygget snemændene på tilhørte os, hvorefter ordensmagten høfligt takkede farvel og skyndsomt forlod os.

Når politiet så villigt tog ud til os, havde vi en fornemmelse af, at de indbyrdes konkurrerede om at få lov, så de lange vagter i Simrishamn ikke blev alt for kedelige.

En enkelt gang lykkedes det os at blive bragt til forhør på Simrishamn politistation. Naboen havde fået en eller anden ide om, at de blev truet med nogle meget farlige våben, men gav samtidigt udtryk for, at de ikke var bange. Det kunne undre en og anden, om der så kunne være bund i den oplevede trussel. En forudsætning for en ulovlig trussel er, at man reelt bliver bange, når man udsættes for den.

Min svoger og jeg var den dag på besøg i huset og var til lejligheden klædt ud i nogle af vore ret fantasifulde outfits.

Vi gik på det tidspunkt på vejen ud for naboens hus, idet vi var ude at kontrollere om alt var som det skulle, og pludselig dukkede ordensmagten op. Noget overraskede måtte vi konstatere, at jeg var mistænkt for at true naboen med våben. Vi viste beredvilligt de to repræsentanter for ordensmagten rundt på og i ejendommen og åbnede for komfur, brændeovn, skuffer, skabe og deslige, uden at påtræffe noget, der på nogen måde kunne ligne eller udgøre det for et farligt våben, der kunne afstedkomme naboens anmeldelse.

Undervejs til Simrishamn, blev vi kørt forbi Ö.Herrestad, så vi kunne informere vore respektive hustruer om, at vi blev lidt forsinkede til middagsmaden, der ellers stod parat på dette tidspunkt.

Vi blev forhørt hver for sig og efter endt forhør, blev vi pænt og høfligt transporteret tilbage til huset i Smedstorp, idet vi af principielle grunde forinden havde indgivet en anmeldelse for falsk anmeldelse mod naboen.

Vi havde efterhånden udviklet et godt kendskab til procedurerne og navnlig en af betjentene, havde vi et godt forhold til. Også denne gang blev det ham, der udfyldte vores anmeldelse. Det skete med et etfinger system på den tjenstlige skrivemaskine, og desværre havde han en del myoser, hvorfor rapportskrivningen tog en hel del ekstra tid.

Da han aldrig var kedelig at snakke med, havde vi ikke det mindste mod at bruge lidt ekstra tid, der var altid spændende nyt på tapetet, så middagsmaden kunne, for vores vedkommende, godt vente, den løb ingen steder.

Kapitel 15 - Tre mod en