Når vi opholdt os i vores sommerhus, fandt vi ofte anledning til at
holde en fest sammen med vores svenske familie og den første vi holdt
blev en fastelavnsfest.
Vi var alle klædt ud på en eller anden måde,
så ved denne lejlighed deltog blandt andet Ib fra Gøngehøvdingen og en
afrikansk medicinmand. Vi var alle godt i gang med festlighederne, da
det bankede på døren.
"Venter vi nogen?"
Ingen af os havde
nogen ide, om hvem, der kunne finde på at besøge os en aften i februar
måned, hvor sneen lå i store driver over det ganske österlenske
landskab.
Vi kiggede uværgerligt ud ad vinduet, og der fik vi øje
på en politibtjent, der tilsvarende kiggede ind, hvorefter vi gik ud i
gangen og lukkede op for ordensmagten.
To betjente kom indenfor i
varmen og spurgte os om vi havde kastet en lænestol ind til naboens
høns. Vi kunne med god samvittighed bekræfte forespørgslen, hvortil et
supplerende spørgsmål om hvorfor, indledt med en bemærkning om, at det
ikke var tilladt, sådan at kaste lænestole ind til naboens høns, blev
fremsat under noget, der med god vilje kunne forveksles med en stille
klukken.
Vores svar var, at vi blot havde kastet lænestolen
tilbage i forlængelse af at naboen havde kastet den ind til os, så det
på den måde var en form for selvforsvar. Vi forklarede, at lænestolen i
løbet af dagen kun havde rørt jorden i meget begrænsede tidsrum og at
alle hønsene var uskadte, omend en anelse forvirrede.
Vi var
desværre ikke i stand til at redegøre for på hvis side, den havde
opholdt sig længst, men vi følte en udpræget træthed i armene og
formodede, at det samme gjorde sig gældende for naboen.
Det blev
efterhånden mere og mere tydeligt, at de to betjente havde svært ved at
holde masken, og da vi bød dem af vore medbragte danske drikkevarer,
afslog de høfligt og gav udtryk for, at de nok hellere måtte se at komme
tilbage til stationen i Simrishamn.
Ved en anden lejlighed
fejrede vi den anden julehelligdag i sommerhuset. Vi havde på det
tidspunkt for længst anskaffet huset i Ö.Herrestad, så vi var der kun
for denne ene aften. Også denne gang havde alle hønsene overlevet, og der havde der været
tale om en heftig juletræskastningsaktivitet fordelt over det meste af
eftermiddagen.Ordensmagten må have trænet i at holde sig for grin, for der var ikke
helt den samme undertrykte klukken som ved fastelavnfesten.
Ordensmagten anbragte nu det berejste juletræ i baggagerummet,
hvorfor vi forespurgte om i jhvilken anledning de ønskede at medbringe
det på stationen. Det skulle gemmes som bevismateriale og det
foranledigede os til at forespørge om de helt alvorligt mente, at nogen,
endsige de selv, ville være i styand til at genkende træet om et års tid
eller to.
Vi fik ikke noget svar, men et høfligt farvel og tak for denne gang.
Også denne gang fik vi besøg af ordensmagten, denne gang med et
spørgsmål om vi havde kastet et juletræ ind i naboens hønsegård. Også
dette kunne vi bekræfte og i lighed med konkurrencen i lænestolskastning
havde vi konkurreret med naboen i juletræskastning.
|
En tredje gang vi fejrede en højtid og fik besøg af ordensmagten var
en nytårsaften. Vi havde bygget to store snemænd og var blevet anmeldt
for det af naboen.
Tænk sig at få lov til at opleve at blive politianmeldt for at bygge
snemænd og det på en nytårsaften, vi følte os meget privilligerede den
aften.
"Må man ikke bygge snemænd i Sverige?"
"På en nytårsaften?"
Det måtte man gerne, men ikke midt på en vej.
"Må man bygge snemænd på sin egen vej?" Ja! det måtte man sådan set
godt.
Vi forklarede nu ordensmagten at den vej vi havde bygget snemændene
på tilhørte os, hvorefter ordensmagten høfligt takkede farvel og
skyndsomt forlod os.
Når politiet så villigt tog ud til os, havde vi en fornemmelse af, at
de indbyrdes konkurrerede om at få lov, så de lange vagter i Simrishamn
ikke blev alt for kedelige.
En enkelt gang lykkedes det os at blive bragt til forhør på
Simrishamn politistation. Naboen havde fået en eller anden ide om, at de
blev truet med nogle meget farlige våben, men gav samtidigt udtryk for,
at de ikke var bange. Det kunne undre en og anden, om der så kunne være
bund i den oplevede trussel. En forudsætning for en ulovlig trussel er,
at man reelt bliver bange, når man udsættes for den.
Min svoger og jeg var den dag på besøg i huset og var til lejligheden
klædt ud i nogle af vore ret fantasifulde outfits.
Vi gik på det tidspunkt på vejen ud for naboens hus, idet vi var ude
at kontrollere om alt var som det skulle, og pludselig dukkede
ordensmagten op. Noget overraskede måtte vi konstatere, at jeg var
mistænkt for at true naboen med våben. Vi viste beredvilligt de to
repræsentanter for ordensmagten rundt på og i ejendommen og åbnede for
komfur, brændeovn, skuffer, skabe og deslige, uden at påtræffe noget,
der på nogen måde kunne ligne eller udgøre det for et farligt våben, der
kunne afstedkomme naboens anmeldelse.
Undervejs til Simrishamn, blev vi kørt forbi Ö.Herrestad, så vi kunne
informere vore respektive hustruer om, at vi blev lidt forsinkede til
middagsmaden, der ellers stod parat på dette tidspunkt.
Vi blev forhørt hver for sig og efter endt forhør, blev vi pænt og
høfligt transporteret tilbage til huset i Smedstorp, idet vi af
principielle grunde forinden havde indgivet en anmeldelse for falsk
anmeldelse mod naboen.
Vi havde efterhånden udviklet et godt kendskab til procedurerne og
navnlig en af betjentene, havde vi et godt forhold til. Også denne gang
blev det ham, der udfyldte vores anmeldelse. Det skete med et etfinger
system på den tjenstlige skrivemaskine, og desværre havde han en del
myoser, hvorfor rapportskrivningen tog en hel del ekstra tid.
Da han aldrig var kedelig at snakke med, havde vi ikke det mindste
mod at bruge lidt ekstra tid, der var altid spændende nyt på tapetet, så
middagsmaden kunne, for vores vedkommende, godt vente, den løb ingen
steder.
|