Et olieeventyr fra Österlen
Endnu et par gange løses problemet med for stor udledning af kuldioxid
Igen var Marie på Österlen sammen med familien, og der var atter spændende nyt fra projektet.
”Vi har fundet en meget bedre måde at løse problematikken med den øgede produktion af kuldioxid på.”
Marie kunne næsten ikke vente med at høre, hvordan problemet nu skulle løses og forventede i sagens natur et særdeles kreativt forslag.
Hun blev ikke skuffet.
”Man tager bare al røgen fra afbrændingen af olien fra olieskifferet og leder den igennem nogle store kar med grønalger. Grønalgerne omdanner kuldioxiden til biodiesel, der er lige til at bruge. På den måde erstatter biodieselen den olie vi graver op og kuldioxidregnskabet stemmer. Det giver endda overskud.”
Marie var en smule skeptisk. Det var indlysende, at grønalgerne brugte sollyset til en fotosyntese, der omsatte kuldioxiden fra den afbrændte olie til organisk materiale; men for at de skulle få energi nok, skulle de store kar med grønalger være temmelig store. Så store, at det næppe ville være realistisk ?
Så vidt Marie var orienteret, var al den olie, der fandtes i naturen blevet dannet i løbet af et par hundrede millioner år i ”kar” på størrelse med oceaner. Omdannelsen fra organisk materiale kunne givetvis nok gå lidt hurtigere; men algerne behøvede tid til processen, og man kunne næppe få mere energi ud af det hele end solen kunne nå at aflevere.
Og så var der vist noget andet, der heller ikke helt stemte:
Der udvindes noget olie. Olien brændes af og omdannes blandt andet til kuldioxid. Denne kuldioxid omdannes atter til olie, der også brændes af og omdannes til: blandt andet kuldioxid. Ved at brænde den samme olie af to gange skulle den ekstra kuldioxid så kunne forsvinde?
Det var ikke lige den form for matematik Marie lærte, da hun gik i skole; men der kunne selvfølgelig være sket så meget, også med matematikken, i mellemtiden.
”Jeg har snakket med min ekspert om det, og hun siger, at det godt kan lade sig gøre. Det er en amerikansk opfindelse. Du kan selv undersøge det på nettet.”
Øh?
Igen var Marie lidt skeptisk.
”Jeg kender altså en ekspert, så selvfølgelig er det rigtigt.”
”For resten er fremtidens energiforsyning baseret på noget helt andet.”
”På månen er der store forekomster af Helium-3. I løbet af nogle få år, vil man begynde at udnytte det, og et enkelt kilo af det er nok til at forsyne en mindre by med energi i tusind år. Man bruger det til noget, der hedder fission.”
”Ved du, at der allerede nu er adskillige, der har købt hver sit stykke af månen?”
Marie havde godt nok af og til læst, at der var folk, der havde gjort den slags investeringer, ligesom hun også var bekendt med at nogle mennesker, godt nok af andre årsager, investerede penge i regnskoven.
Men at man skulle investere i månen for at kunne udvinde Helium, det var unægteligt noget af en nyhed.
Marie blev mere og mere skeptisk.
Ifølge hendes skolelærdom, var Helium en så let luftart, at den ikke kunne findes på et himmellegeme med en så beskeden tyngdekraft som månen, og en fission af atomkerner, der er mindre end Jern, kræver mere energi end der kan komme ud af det.
”Heliummet er bundet i det materiale månen består af.”
Atter forstod Marie ikke helt, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Så vidt hun var orienteret, var Helium en ædelgas, et stof der netop ikke havde for vane at binde sig kemisk til andre stoffer.
Noget andet var, at da hun lærte om atomfysik i skolen, var det Deuterium, en tung udgave af grundstoffet Brint, man brugte til at producere fusionsenergi - i brintbomber - med.
Hun havde for en del år siden læst noget om nogle forsøg med fusionsreaktorer; men det havde vist lange udsigter inden det blev aktuelt som en stabil energikilde.
”Det forstår du dig slet ikke på. Prøv selv at spørge min ekspert. Hun er ekspert i gener, så hun ved alt om, hvad det drejer sig om.”
”Jeg kan også fortælle dig, at Simrishamn kommune vil give os 200 millioner kroner i EU-tilskud.”
Men levede Estlands el-kraftværker ikke netop på lånt tid, fordi de var særdeles forurenende og fordi EU’s dispensation ikke kunne forventes at blive ved med at være gældende?
”Olien skal slet ikke bruges til el-kraftværker. Olien skal bruges til at udvinde Aluminium og alle de andre mineraler med.”
Marie mente at erindre, at netop Aluminium var særdeles energikrævende og at der blev brugt store mængder elektricitet for at udvinde det. Det var jo netop derfor smelteværkerne blev lagt der, hvor der var rigelig adgang til billig elektricitet som for eksempel ved vandkraftværker i Norge. Der ville under ingen omstændigheder være tilstrækkeligt med olie i olieskiferen til at det kunne lade sig gøre. Smelteværkets elforbrug ville ligge på mellem 20 og 25 Megawatttimer pr. ton.
”I øvrigt skal du slet ikke bekymre dig så meget. Når først projektet er solgt, og vi har fået vores penge, vil du finde mig som den argeste modstander af at der skal graves i Österlens undergrund. Du må bare ikke sige det til nogen før jeg siger til. Hvis du siger noget før, ødelægger du det bare for min kone. Jeg selv har slet ikke noget med det at gøre, det er hende, der har 49% af aktieoptionerne i foretagendet. Er du med på den”
Det var Marie ikke helt sikker på; men nu syntes hun, det var på tide at supplere de mange fantasifulde og kreative løsningsforslag med et par mindst lige så morsomme, idet hun ihukom H. C. Andersens eventyr om konen i muddergrøften:
”Du skal slet ikke grave halm ned i den Skånske undergrund eller lave oceaner med grønalger, der kan lave diesel.
Du skal bare fjerne kulstofatomerne fra kuldioxiden, og bruge dem til noget fornuftigt.
Af kullet laver du kulfiber, som erstatning for størstedelen af det jern, der indgår i for eksempel biler. Derved sparer du energi på at udvinde og forarbejde jern til stål.
Alene energibesparelsen skulle kunne give dig adskillige hundrede milliarder. Skulle der være noget kul i overskud, presser du det bare lige til diamanter.
Værdien af dine diamanter vil langt overstige værdien af din olieskifer, og du undgår at ødelægge det smukke Skånske landskab.
Værdien af diamanterne vil givetvis løbe op i tusinder af milliarder, så det er bare med at komme i gang.”
Svogerens ansigtsudtryk havde stille og roligt ændret karakter i takt med at hans mineeventyr fik tilføjet nye revolutionerende aspekter og han øjnede på ny chancen for at få Marie med i sit projekt:
”Er du helt sikker på at du ikke vil være med?”
Det var Marie.
Stensikker.