Et olieeventyr fra Österlen
Om at jage vindmøller
I det lille land, der er lidt mindre end stort findes der en bjergmester. Bjergmesteren er en mand med stor indflydelse og magt. Han bestemmer om landets indbyggere skal have boretårne og gravemaskiner i baghaven. Ikke nødvendigvis ens egne vel at mærke; men i givet fald en hvilken som helst andens, hvis denne anden nu tilfældigvis skulle have lyst til at grave i eller undersøge den undergrund, der ligger under baghaven.
Bjergmesteren havde modtaget en ansøgning fra Maries svoger. Af ansøgningen fremgik det, at han gerne ville have lov til at undersøge den Österlenske undergrund nærmere.
Bjergmesteren havde tænkt længe over ansøgningen og alt det postyr den havde afstedkommet, og han ville helst ikke lægge sig ud med alt for mange vrede mennesker.
På den anden side set, ville han helst heller ikke afskære sin arbejdsgiver, det lille land, der er lidt mindre end stort, fra at få en lille ekstra indkomst i form at et par promille af værdien af de opgravede mineraler, hvis der skulle komme en af de helt store aktører på området og banke på hans dør.
Bjergmesteren fik en genial ide, en ide der slap ham ud af den øjeblikkelige kattepine; men som også åbnede en dør på klem.
Han måtte ikke give tilladelse til at foretage undersøgelser til ansøgere, der åbenlyst manglede mulighed for, eller i det hele taget havde til hensigt, at gennemføre de aktuelle undersøgelser.
Da det ikke umiddelbart var sandsynligt, at Maries svoger havde tilstrækkeligt med ergonomiske spader eller andre redskaber, der kunne bruges til undersøge det fyrre meter tykke lag olieskifer med, var det en enkel sag, at afslå hans ansøgning.
Det gjorde han så.
Maries svoger fik to uger til at tænke over afslaget og eventuelt overklage det.
Da disse to uger var gået kom der tilfældigvis en ansøgning fra en af de store aktører på området. Det var endda en af de helt store, en af de, der er så store at han måtte forventes at kunne slippe helt uden om at skulle betale noget som helst til bjergmesterens arbejdsgiver, udover et symbolsk beløb, for de enorme rigdomme han ville hente op fra undergrunden.
Hvordan mon bjergmesteren vil klare den ?
Vil han igen afslå med en begrundelse om åbenlys mangel på kompetence?
Eller vil han acceptere, at der fra den Österlenske undergrund hentes kulbrinter op i et omfang så det lille land, der er lidt mindre end stort, kan bidrage med så store mængder af drivhusgasser, at polerne kan smelte dobbelt så hurtigt som nu ?
Eller vil hans beslutning blive overhalet af en udvikling, der vil skaffe et så bredt tæppe af vindmøller i det Österlenske landskab, at enhver tanke om grubedrift må opgives, alene af den grund, at der ikke vil blive levnet plads til et eneste boretårn eller en eneste gravemaskine ?
For et nogle år siden blæste der helt andre vinde over Österlen. Udsigten til en voldsom nedgang i EU-tilskud til dyrkning af sukkerroer fik nogle entreprenante bønder til at satse på alternativer vindmøller.
Udsigten til lysglimt fra roterende møllevinger og en konstant støj som var der en motorvej i nabolaget, fik en del, inklusive Maries svoger, på barrikaderne. Forståeligt nok, for dels synes en placering på havet mere indlysende, dels ønskede ingen at blive plaget af vedholdende støj og lysglimt fra roterende vinder. Begge dele er stressfremkaldende og derfor ikke af det gode.
Den gang lykkedes det at standse, eller idet mindste at forsinke projektet.
I ly af opstandelsen over de fantasifulde planer om brydning af olieskifer, blev der givet tilladelse til opsættelse af ni ud af de oprindeligt planlagte elleve vindmøller.
Var valget mellem på den ene side en ødelæggelse af landskabet og en øget produktion af drivhusgasser og på den anden side opsættelse af et større antal vindkraftværker ville beslutningen være let at træffe.
Marie overvejede at købe sig et par aktier i foretagendet.