Et olieeventyr fra Österlen Klimaproblemet finder sin ultimative løsning
Et par måneder senere havde Marie svogeren i telefonen. ”Du skal lige gå ind på nettet på den lokale sprøjtes hjemmeside, så vil du kunne læse om et hemmeligt møde på slottet. Der er virkelig rav i den denne gang. Alle er stiktossede på os.” For god ordens skyld læste Marie de artikler, svogeren henviste til, igennem. Der havde rigtignok været afholdt et møde, hvor alle deltagere på forhånd havde måttet sværge på ikke at fortælle noget til nogen. Øjensynligt var det ikke blevet taget helt så alvorligt, som svogeren havde ønsket. En eller flere af deltagerne havde lækket historien til dagspressen. Det var som Marie så ofte havde sagt til sig selv: Skulle en hemmelighed bevares, så skulle man vide at holde den for sig selv. Da det nu var kommet til offentlighedens kendskab, at der langt nede under den Skånske muld lå olie og mineraler for milliarder, og at det hele bare ventede på at blive hentet op, måtte man vel forvente, at de mange interesserede internationale selskaber ville stille sig i kø, for selv at sikre sig udvindingsrettighederne. Eftersom svogeren og hans kompagnon endnu ikke selv havde gjort det, ville der være stor risiko for, at de kom for sent. Et par måneder senere var Marie atter på et kort ophold i sit sommerhus. ”Vi har nu også løst problemet med kuldioxid og drivhuseffekten!” Det syntes Marie lød interessant. Faktisk var det langt mere interessant og langt mere værdifuldt end det, efter hendes mening, noget fantasifulde projekt med at udvinde olie af olieskiferen under den Skånske muld. Marie havde på egen hånd undersøgt lidt om olieskiferen og mulighederne for at udnytte den. Hun havde blandt andet fundet ud af, at der i Canada var betydeligt større - og kendte - forekomster af olieskifer, der netop ikke blev udnyttet. Marie havde også fundet ud af, at der på et tidspunkt var givet dispensation til nogle kraftværker i Estland, der netop blev drevet ved hjælp af olieskifer. Der var givet dispensation, fordi det ellers ville være vanskeligt for landet, der netop var optaget i EU, at klare energiforsyningen. Da det er en særdeles forurenende måde at få energi på, ville ingen andre lande indenfor Den Europæiske Union kunne få en tilsvarende, og det synes kun at være et spørgsmål om tid, inden man måtte forvente at de igangværende kraftværker skulle lukke eller omstille sig på anden energiforsyning.
På den baggrund mente Marie, at det var en god nyhed svogeren medbragte, og hun var da meget interesseret i at høre nærmere, hvis der da ikke var tale om en hemmelighed. Det var der ikke. ”I stedet for at brænde halm af, skal det opbevares i alle de gamle minegange. Vi kan for den sags skyld lægge det ned i undergrunden her i Skåne, efterhånden som vi graver olieskiferen op.” Marie var ikke helt overbevist om, at de havde løst problemet med overproduktionen af kuldioxid, og det var lidt vanskeligt at forestille sig en hel landsdel, der ikke længere hvilede på en solid undergrund; men på en fyrre meter tyk halmmadras. Marie mente, at det selvfølgelig kunne være en fordel, hvis der tilfældigvis skulle komme et jordskælv i det sydøstlige Skåne; men der gjorde der nu ikke så ofte. Måske skulle ideen sælges til San Francisco eller andre jordskælvsplagede områder. Udtrykket "At knibe ballerne sammen" ville på den måde få en helt anden og langt større betydning. Hun påpegede, at der i den senere tid havde været skrevet en del om en ny metode til at omdanne plantefibre til ethanol, som et alternativ til at bruge potentielle fødevarer som korn og majs. Set fra hendes synspunkt, ville det være bedre at lade olieskiferen blive hvor den var og bruge halmen i stedet. I det hele taget mente Marie ikke, at der var den helt store fremtid i, at nedgrave fornybar energi for at hente fossilt brændstof op i stedet. Svogeren antydede, under anvendelse af sin vedudviklede diplomatiske sans, at Marie måtte være lidt dum, når hun kunne tro på den slags ammestuehistorier. Efter endnu et par måneder havde Marie atter svogeren i telefonen. Denne gang lød han en anelse mere ophidset end sædvanligt. Et af de mindre seriøse dagblade havde sammenlignet ham og hans projekt med udryddelseslejrene under anden verdenskrig. Det mente han var lidt overdrevet; men smudsorganet håbede vel på at han ville sagsøge dem for injurier. Det kunne de godt glemme, han havde vigtigere ting at tage sig til i øjeblikket. Han og hans kompagnon havde nu søgt om rettigheder til at undersøge undergrunden under et 900 hektar stort område for olieskifer og mineraler, og det havde dagspressen fået fat i. Han og kompagnonen havde for i øvrigt også indkaldt til et møde med de pågældende lodsejere, for at snakke om tingene. Lodsejerne kunne eventuelt købe projektet af dem. De skulle helst bare lige nå at foreslå det selv. Lige i øjeblikket havde de dog ikke tid. Foråret bød på så meget arbejde i marken, at undergrunden måtte vente til en anden gang. Under alle omstændigheder måtte han selv ikke være med til mødet. Bønderne brød sig ikke om ham, så de ville udelukkende tale med hans kompagnon.
Kompagnonen, der var identisk med den lokale slotsejer, havde åbenbart ikke betænkt sig et øjeblik på at gå med på svogerens hemmelige planer. Marie havde på en måde lidt ondt af ham. |