Et olieeventyr fra Österlen
En genial ide afsløres
Maries svoger var genial. Slet og ret genial. I det mindste hvis man skulle tro ham på hans eget ord. På det seneste havde han gjort betydelige opdagelser og en sen efterårsdag kundgjordes disse for Marie.
Marie var med familien på ferie i sit sommerhus, der var beliggende i det sydøstre hjørne af Skåne.
”Kan du holde på en hemmelighed?”
Det mente Marie nok hun kunne; men i sit stille sind tænkte hun, at hvis hun havde noget, hun ønskede at holde hemmeligt, ville hun næppe stille noget andet menneske det spørgsmål og endnu mindre fortælle hemmeligheden videre.
”Du skal love, at du ikke vil fortælle det til nogen.” sagde han, med en alvorsfuldhed, som var det statshemmeligheder, der skulle afsløres. ”Lover du det?”
Marie svarede, at i al den tid de havde kendt hinanden, havde det nu aldrig været hende, der havde haft for vane at udbrede hemmeligheder for alle verdenshjørner; men at det i nogen grad kneb for ham selv. Som oftest havde han haft temmelig svært ved at tie, hvor tavshed måske havde været det bedste.
Når det nu betød så meget for ham, skulle hun såmænd gerne love ham, at hans hemmelighed ville være trygt forvaret hos hende.
”Nu drejer det sig ikke længere om at tjene millioner. Millioner gider vi slet ikke længere røre os for.”, fortalte svogeren ikke uden en vis stolthed, ”Denne gang drejer det sig om milliarder. Vil du være med?”
Det var Marie ikke helt sikker på at hun ville; men i nogen grad af høflighed, spurgte hun til hans projekt.
”Du må endelig ikke nævne det for nogen levende sjæl. Det er en dyb hemmelighed. Vi skal starte minedrift i Skåne, og der er milliarder at tjene. Vil du være med?”
Det var Marie ret sikker på, at hun ikke ville.
Det mangeårige kendskab til svogeren og
hans til tider noget livlige fantasi, gjorde hende overbevist om, at det
var bedst at holde fingrene væk. Der var især god grund til ikke at
sætte sit gode navn og rygte på spil, når der var udsigt til at tjene
millioner. Så kunne man være nogenlunde sikker på at det enten ikke var
helt indenfor lovens rammer, eller også var det en sikker
underskudsforretning, i det mindste for de, der var letsindige nok til
at tro på hans gyldne løfter og store planer.
En logisk følgeslutning måtte derfor være, at man sådan cirka skulle
være et tusind gange mere forsigtig, når der var udsigt til at tjene
milliarder af kroner, også når de var svenske.
En helt anden ting var, at svogeren altid på et eller andet tidspunkt fik andre interesser. På det tidspunkt ville han finde god grund til at stoppe. Enten regnede det på de forkerte dage eller også skulle hækken om hans urtehave klippes, og så var det i øvrigt op til de han tilfældigvis samarbejdede med på det pågældende tidspunkt at fortsætte med hans projekt eller lade være. Han var for så vidt ligeglad, for nu havde han vigtigere ting at tage sig til.
Når hække skal klippes skal hække klippes.
Nej! Marie skulle bestemt ikke nyde noget.
Noget helt andet var, at han altid var ret morsom at høre på. Man kom aldrig til at kede sig i hans selskab. Når bare man ikke havde noget i klemme, så var det såmænd spændende nok at følge med i hans meriter.
”Er du helt sikker? Der er tonsvis af olie og mineraler. Under hele Skåne ligger der et 40 meter tykt lag olieskifer. Det er bare med at komme i gang. Vi har taget det vi vil have, så du må gerne have resten. Der er også masser af uran. Vil du ikke have det?”
Endnu en gang takkede Marie nej.
”Om en måneds tid skal vi have et møde, hvor vi orienterer om projektet. Kunne du i det mindste ikke tænke dig at være ordstyrer?”
Heller ikke dette ærefulde hverv ønskede Marie at påtage sig, og hun kunne bestemt ikke forestille sig svogeren gående rundt på de Skånske marker og bryde olieskifer, uanset hvor gode og ergonomiske spader og hakker man kunne skaffe sig nu om dage.
”Vi skal ikke bryde det selv. Vi skynder os at få eneretten til at udvinde mineraler i undergrunden, og bagefter sælger vi rettighederne til et af de store internationale mineselskaber.”
Marie kunne stadigvæk ikke helt forestille sig et mineeventyr af så store dimensioner.
”Hvis man tager et område på 10 kvadratkilometer, vil der være 400 millioner kubikmeter olieskifer. 15% af det er ren olie. Det giver 60 millioner kubikmeter olie og det er nok til at forsyne hele Sverige med energi i de næste to tusind år” forklarede svogeren begejstret. ”I løbet af de næste fem år kan vi udvinde olie for 500 milliarder kroner af de 10 kvadratkilometer vi får koncession på.”
Marie smilede høfligt og blidt.
Ville det ikke betyde, at et område på 10 kvadratkilometer skulle omdannes til et 40 meter dybt hul eller i det mindste til en form for månelandskab, der var alt andet end tiltalende at se på?
Marie prøvede at forestille sig hvordan selv en nok så stor armada af kæmpe lastbiler skulle kunne transportere det hele bort. Et løseligt overslag sagde hende, at der skulle køres cirka to hundrede millioner læs olieskifer bort i løbet af de næste fem år. Fyrre millioner læs om året svarende til mere end et hundrede tusind læs om dagen. Det lød ikke umiddelbart som om det kunne lade sig gøre.
Og ville det ikke ødelægge hele den
Skånske natur? Den natur han selv i så mange år havde besunget så højt?
Og hvad med byer, gårde, veje, fortidsminder og hvad der nu ellers
fandtes her på Österlen?
”Kan man flytte Kiruna, kan man vel også flytte Österlen.”, svarede svogeren, idet han henviste til et af svensk minehistories mørkere kapitler.
Kunne man overhovedet forestille sig, et internationalt selskab, der ville påtage sig en i miljømæssig henseende så upopulær opgave?
Havde svogeren ikke selv kæmpet indædt mod opsætning af vindmøller på Österlen, netop fordi det skæmmede naturen?
”Du kender mig vel efterhånden så godt, at du ved, at når der er penge involveret, så viger alt andet for mit vedkommende.”
Nej det vidste Marie egentlig ikke. Hun havde jo nok haft det på fornemmelsen; men havde nu alligevel vægret sig ved at tro det.
Noget helt andet var, at når der nu lå så store rigdomme, lige til at hente op, hvorfor var de store internationale selskaber så ikke for længst gået i gang selv?
Det måtte vel formodes at være lettere for dem, at begynde for sig selv, uden at skulle betale et større beløb til andre involverede?
”De ved det ikke. De har absolut ingen anelse om det. Alle officielle dokumenter beskriver kun det øverste lag af undergrunden. Det er kun fordi jeg har analyseret alle prøveboringer, der er foretaget siden 1878, at jeg ved det. De siger alle det samme, at der er masser af olie og masser af mineraler i olieskiferen.” svarede svogeren, og lagde ansigtet i folder, der antydede indsigt i Skånes allerdybeste hemmeligheder.
”Problemet med at få det op, har vi også løst. Vi skal bare lige have gensplejset nogle bakterier. Når det er gjort, vil de kunne hente olien ud, helt uden problemer. Jeg kender en, der siger at det sagtens kan lade sig gøre. Hun er indstillet på selv at påtage sig opgaven med gensplejsningen. Når det er færdigt, vil vi også kunne tjene millioner på det. Undskyld, milliarder selvfølgelig.”
”Er du helt sikker på, at du ikke vil være med?”
Det var Marie.