Et forvaltningseventyr
Magtens treenighed - den hellige pligt til ikke at anvende elementær matematik
Hvert år modtager de to søskende, der som tidligere nævnt ejer et hus tilsammen, en opgørelse fra Skatteverket og hvert år betaler de deres ejendomsskat, sådan som reglementet foreskriver. De to søskende, lad os kalde dem Sille og Per, ejer hver især præcis halvdelen, så deres respektive andele af den samlede ejendomsskat for huset burde være lige store, men det er de bare ikke. Ikke en eneste gang i de snart fyrreogtyve år de har ejet hver deres halvdel af huset, er det lykkedes Skatteverket at gennemføre en simpel division med divisoren to og få samme kvotient. En enkelt gang har Skatteverket endog bedt Per om at hjælpe sig med denne kompilcerede division, idet en af denne institutions højtbegavede medarbejdere spurgte ind til fordelingen af den samlede indbetaling af ejendomsskatten, men den historie vil blive grundigere forklaret i et senere kapitel. For at sikre at Skatteverket forstår, at indbetalingen dækker ejendomsskatterne for deres ejendom, anfører de omhyggeligt på indbetalingen, at den dækker det den gør, ejendomsskatterne for deres fælles ejendom.
Silles og Pers problemer med Skatteverket har ikke eksisteret i alle de år, de har ejet huset, de første mange år, da Skatteverket slet ikke hed Skatteverket, men hvor skatterne beregnedes lokalt, fungerede det ganske udmærket. Om det skyldtes et bedre kendskab til de lokale forhold, at medarbejderne var bedre uddannede eller de var mere engagerede i det lokalområde de betjente, vides ikke, men faktum er, at de medarbejdere, der forestod ligningen både var i stand til at notere sig indbetalingerne og til at dele med to. Kun en enkelt gang havde der indsneget sig en ubetydelig fejl i beregningerne, men her kunne Per på en forståelig måde forklare og vise en af de mange engagerede medarbejdere ved skatteforvaltningen, hvordan de aktuelle data skulle tastes ind i det kommunale IT-system, hvorved problemet fandt sin lykkelige, og til alles store glæde, tilfredsstillende løsning.
Sille og Per bor ikke i Sverige og bor ikke i huset andet i deres ferier, huset er et fritidshus og denne status har det haft helt fra begyndelsen af den periode, hvori de har ejet det, og eftersom der skal betales et forholdsvist stort gebyr, når der skal betales ejendomsskatter fra udlandet, betaler de hver deres halvdel som et samlet beløb. Matematikken er forholdsvis enkel: Hvis den samlede ejendomsskat betegnes med e, gælder at (e/2)·2 = e hvilket mere præcist formuleres som: ∀ x ϵ Q | (e·½)·2 = e, idet e antages at tilhøre mængden af rationale tal.
Beviset er ret elementært:
(e·½)·2 = e ó
e·½·2 = e ó
e·1 = e ó
e = e
Der er her taget udgangspunkt i de rationale tal, idet ejendomsskatter nødvendigvis må tilhøre denne talmængde, men beviset gælder også for mængden af reelle tal. Når Skatteverkets dygtige og engagerede medarbejdere, eller i det mindste enkelte af dem, tilsyneladende ikke behersker matematikken i en grad, så de kan gennemføre eller forstå ovenstående bevis, skyldes det selvfølgelig ikke manglende matematisk indsigt eller ond vilje, det ville være utænkeligt, det skyldes snarere, at avancerede IT-systemer har taget styringen, og at det ikke ligger indenfor den enkelte ansattes kompetenceområde, at betvivle IT-systemernes funktionalitet. Hvis man som ansat i Skatteverket tilstræber en lang og indbringende karriere, er den sikre vej ikke at betvivle nogetsomhelst og generelt ikke at foretage sig noget. Det er dog af en vis betydning at vise offentligheden, at man er en del af en effektiv institution, så med jævne mellemrum udvælges enkeltpersoner eller virksomheder ved lodtrækning, og den valgte anmodes herefter om at indsende en ikke nærmere specificeret mængde bilag til en grundig og effektiv ikkeundersøgelse. Når Silles og Pers indbetalinger af ejendomsskat først registreres som betalt for herefter at blive omregistreret til at være ikkebetalt, skal det også ses som en foranstaltning, der skal sikre ansatte i Skatteverket mod nedskæringer og mod den tort det ville være at blive afskediget og måske endda udsat for den ekstreme uhyrlighed det ville være at skulle udføre manuelt arbejde. I det efterfølgende vil det med overbevisende tydelighed fremgå, at den samme politik gør sig gældende hos Kronofogdemyndigheten såvel som hos Justitieombudsmannen.
Med hensyn til IT-systemerne, kan man selvfølgelig undre sig over, at de ikke er programmeret til at tage højde for så simpel en matematik, men IT-systemer der prismæssigt ligger under tocifrede billionbeløb, bør man naturligvis ikke forvente sig for meget af, alle tre instanser betjener sig naturligvis af IT-systemer, der ikke koster over tocifrede milliardbeløb, der skal jo ikke ruttes alt for meget med skatteydernes indbetalinger.