Alle ved, at til en vaskeægte ridderborg hører der også et slotsspøgelse
eller to, så det måtte vi selvfølgelig også sørge for.
Vi gik alle i
seng til sædvanlig sengetid, men efter et par timers søvn, stod min søn
og jeg op, tog tøj og sko på og begav os på en lille spadseretur ned til
Prins Valiants ridderborg.
Ankommet til ridderborgen skramlede vi
lidt med en stige eller bankede på et af de mange fornemme skjolde.
Virkningen lod ikke vente længe på sig, nattemørket flængedes af en
enorm kraftig lysstråle, der med god vilje kunne siges at have en vis
lighed med lyskasterne i London under blitzen.
Når en ridder skal
forsvare sin borg, har han soldater posteret overalt, i alle rum og
døråbninger, på ringmuren, og ved alle skydeskår. Problemet for min
svoger var, at han var ene mand om at forsvare sin borg, men for at
sikre hurtig adgang til alle forsvarspositioner, var min søster og mine
niecer blevt forvist fra soveværelset til loftet. Soveværelset var også
en uhyre vigtig forsvarsposition, der måtte være uhindret adgang til, så
det ville ikke fungere med en sødt sovende borgfrue og to små drømmende
prinsesser. Der var ingen kære mor: "Skrid kælling", "Hop i floden
kælling" og lignende kraftfulde ytringer var ikke ualmindelige,
tværtimod, så ordren om at flytte residensen til loftet var prompte
blevet adlydt af alle tre, uden diskussion, når han var i det humør
kunne selv en behersket fnisen få katastrofale følger.
Vi blev
hver gang lidt længere end nødvendigt,den søgende lysstråle gennem
skiftende ruder var ganske enkelt alt for underholdende. Når vi
returnerede til vores eget hus, vi skulle også lige nå at få grint af,
og lige den nat behøvede vi ikke at spille SKUDO med imaginære
rekvisitter.
Efter hvert veludført angreb af slotsspøgelserne
drøftede vi taktikken for næste hjemsøgelse, mens vi nød den hyggelige
spadseretur tilbage til byen i den stille efterårsnat. |
Efter en times søvn eller to, var det tid til et nyt spøgelsesangreb, og
hurtigheden hvormed lysstrålen viste sig, vidnede om, at min svoger
absolut ingen nattesøvn fik, han var tydeligvis på vagt og forberedt på
at skræmme ethvert spøgelse, der formastede sig til at hjemsøge hans
ridderborg, med sit skarpslebne lyssværd.
Der var absolut ingen
grund til at gøre andet og mere end at skramle lidt med stigen og banke
lidt på skjoldene, der var fuld effekt hver gang. Alt efter hvor
spøgeriet satte ind sprang han fra rum til rum. Lysstrålen fejede ud ad
alle vinduer efter tur og lige lidt hjalp det, vi blev ikke fanget af
den, men vi bavde tværtimod betydelig morskab ud af det.
Den
sidste gang vi agerede slotsspøgelser var vi tæt på det første
begyndende daggry, så vi besluttede os for, at det var sidste gang min
svoger fik besøg af åndelige kræfter, hvorefter vi gik hjem for at nyde
en gos søvn et par timer endnu.
Med den vidunderlige ballast
fornemmelsen af at have udført en god gerning, gik vi hjem langs vejen
mod Ö.herrestad, hvor kirken som altid stod klart oplyst, så vi kunne
nyde synet af den, omkranset af den mange gravsten, hvoraf vi
efterhånden var fortrolige med en del.
Augusta ligger nede ved
den ende, der ligger længst væk fra vores hus, og Augusta får gerne en
buket blomster af vore børn, når vi kommer. Augusta var husholderske for
den tidligere ejer, så vi syntes vi på en måde kendte lidt til hende,
hvorfor børnene havde traditionen med buketterne.
Min hustru og
datter sov begge trygt, det havde de for den sags skyld gjort hele
natten, og vi andre vendte tilbage til de lune dyner, arbejdet var gjort
færdigt. Belønningen skulle vise sig den følgende dag. |