En dag min svoger og jeg stod i indkørslen til hans sommerhus, benyttede
jeg mig af lejligheden til at fortælle om en oplevelse fra mine helt
unge dage. Jeg gik på det tidspunkt i syvende klasse, og det var
nytårsaften. Vi var en gruppe klassekammerater, der havde aftalt at
mødes og gå ud i byen for at more os, og vi var netop i gang med at
afhente den sidste i gruppen. Hun boede den gang med sine forældre i et
lille husmandssted og to af os gik, mens de andre afhentede den sidste
klassekammerat, om til deres lokum.
Vi havde til lejligheden medbragt
to pakker gær, som vi anbragte i lokumstønden, idet vi med en pind
sørgede for at presse dem godt ned i tøndens indhold.
Efter vel
udført gerning gik vi alle ud i byen medbringende lidt nytårskrudt og et
godt humør.
Først mange år senere hørte jeg om resultatet, idet vi
var på besøg hos de nu betydeligt ældre ejere af husmandsstedet, nu vore
genboer, idet vi nu boede i mit gamle barndomshjem.
Den stakkels mand
havde tilbragt nytårsdag med at gøre rent i et lokum, hvor der flød med
en højtskummende blanding af fæces, urin og avispapir. Gæringen havde
været så voldsom, at det var løbet op over brædtet og ud under døren og
jeg undlod omhyggeligt at fortælle, at jeg havde haft en finger med i
spillet.
Stående i indkørslen, hvor låget til husets septiktank
angav tankens placering, stillede jeg det retoriske spørgsmål, om hvad
der ville ske, hvis man kom et par pakker gær ned i tanken, ville det
hele trænge baglæns gennem rørene og måske skabe en ildelugtende fontæne
inde i badeværelset eller hvad?
Husets badeværelse var aldrig
blevet helt færdigt. Der var ganske vist et vandskyllende toilet, men
det fungerede på den måde, at man fra en spand, fyldt med vand, skulle
øse akkurat så meget op i toiletkummen, at det efterladte produkt kunne
skylles ud. På en måde meget vandbesparende. Var spanden tom, skulle
besøget indledes med en vandhentning.
Samtalen om den mulige effekt
af et par pakker gær i septiktanken skete i påskeferien, og resultatet
var ganske overvældende. |
Hele den efterfølgende sommerferie, den varede den gang hele 7 uger,
fungerede min svogers afløbssystem af en eller anden mærkelig grund
ikke, og hele familien skulle i stedet benytte sig af en stol, hvor
sædet var fjernet. Stolen var anbragt over et hul, og når hullet var
fyldt, dækkedes det til, et nyt gravedes ca en halv meter længere
fremme, og stolen flyttedes tilsvarende. Hele dette spændende
arrangement var anbragt i en smal smøge mellem en hæk og ejendommens
udhus. Stolen nåede at blive flyttet adskillige meter i løbet af
sommerferien, og jeg gik ofte og med stor fornøjelse forbi, hvor jeg
ikke sjældent kunne hilse på min svoger og hans familie, siddende på den
sædeløse spisestuestol.
Jeg ville selvfølgelig aldrig have udsat
min søster og mine niecer for resultatet af et par pakker gær i
septiktanken, men det kunne min svoger selvfølgelig ikke føle sig sikker
på. Hans udgangspunkt var altid, hvad han selv kunne finde på, og der
var aldrig helt de samme grænser, snarere tværtimod.
Min mor var
i øvrigt på besøg hos min søster og svoger denne sommer, og hun måtte
også underlægge sig min svogers befaling om kun at benytte sig af
udedasset, jeg havde lidt ondt af både hende, min søster og mine niecer,
men heldigvis var vejret fint, og der kunne vel også være en vis hygge
ved på den måde at være i tæt kontakt med naturen. Kan man ikke godt
forestille sig den romantiske stemning ved at sidde på en sædeløs
spisestuestol og lytte til vindens susen i træerne og fuglenes kalden,
samtidigt med at man afleverer sine omdannelsesprodukter?
I et
nyere perspektiv kunne man med god vilje betegne den form for udedas som
en miljømæssigt forsvarlig foranstaltning, der dog næppe ville kunne
vinde indpas i for eksempel et moderne parcelhuskvarter for slet ikke at
snakke om et decideret bykvarter. Ret beset er noget der ligner afprøvet
gennem århundreder, hvor det var lidt mere systematiseret med natmænd og
hollandske grøntsagsavlere på Amagers frodige marker.
Jo! Det kan
af og til være langt bedre ikke at handle frem for at handle.
|