Stridighederne udviklede sig hele tiden, ikke fordi naboen var særlig
opfindsom og vi selv havde et grundlæggende princip om aldrig at gentage
os selv. Alle tiltag skulle adskille sig grundlæggende fra de andre, så
vi på den måde sikrede os en vigtig uforudsigelighed.
Om naboen
vidste vi derimod, at det hvar gang ville blive mere af det samme,
billeder, der var sorte fordi man glemte at tage beskyttelseshætten af,
biler med store lygter efterladende sig larm og accelerationsstriber
samt den tilbagevendende "jävla danska" og de uafvendelige
politianmeldelser.
I et forsøg på at få stoppet stridighederne
indkaldte vi chefanklageren fra Simrishamn politidistrikt medbringende
to skarpladte betjente og naboen mødte bevæbnet med deres vidunderlige
advokat, der til lejligheden mødte op i hawaiskjorte og juhushorts.
Begrebet juhushorts dækker shorts der af udseende er så grundlæggende
forfærdelige, at et højlydt Juhu! er på sin plads, dette eller et grin
som en flækket træsko.
Vi kørte sammen med den gode chefanklager,
i øvrigt en og samme person, der gang på gang konkluderede "Ej brott"
eller "brott kan ej styrkas", så vi følte, at han var helt på vores
side.
Det blev en spændende tur, hvor vi løbende orienteredes om
diverse lokaliteter, hvor der var foregået eller foregik kriminelle
handlinger og hvor politiet var i gang med en operation. Et af husene i
udkanten af Smedstorp var særlig interessant, for deer foregik der et
eller andet relateret til forbudte stoffer.
|
Da vi kom til vores sommerhus på den anden side af Smedstorp, kunne vi
konstatere, at naboen og vedkommendes advokat ventede på os, og hvilket
syn. Alle naboens høns havde forladt deres hønsegård og bragt sig i
sikkerhed inden døre, sandsynligvis grundigt skræmte af advokatens
farverige kostyme, der alt i alt gjorde at en sammenligning med en
større eksotisk fugl ikke var helt ramt forbi.
Vi redegjorde for
vores synspunkt angående vejen og brugen af den. En opdeling, så de
bibeholdt deres direkte udkørsel til Riksväg 11, men ikke brugte den
del, der førte forbi vores hus. Tilsvarende ville vi så undlade at køre
forbi deres og dermed undlade at benytte den del af vejen, der lø ud for
deres hus.
Naboens svar var den efterhånden så kendte melodi, at
vejen var deres og at vi "Jävla danska" ikke havde noget at gøre med den
og at der lå en grænsesten nede i hjørnet der beviste at vejen tilhørte
dem og at den havde ligget der i hundredvis af år. Grænsestenens skæbne
er beskrevet i et kapitel for sig selv.
Udover at vi fik vist
vores gode vilje og tydeliggjort naboens stereotype sprogblomster og
uforsonlige holdning, kom der på den måde intet ud af mødet, men det
havde vi heller hverken forventet eller ønsket.
Alle drog hver
til sit og teaterkrigen kunne fortsætte i god ro og orden, hvor vi i
seks forskellige retshandlinger dels fik slået ejendomsforholdene på
plads, dels fik straffet naboen og hans søn for deres handlinger.
Nåeh ja! Vi fik da forresten også lidt for vores ulejlighed.
|