Teaterkrigen kapitel 10.

Skithuset.

Titlen antyder måske, at der er tale om et gammeldags udedas, men det er der ikke, slet ikke.

Fem års nabokrig udvikler, i det mindste for nogen, en evne til at tænke nyt og kreativt. Det blev hurtigt en grundregel, at intet måtte gentages. Det blev en styrke, der på ingen måde kunne matches, hvorimod vi generelt ingen forandringer eller variationer kunne observere fra modpartens side, nærmest tværtimod.

Vores ærede modpart førte sig nogenlunde konsekvent frem med deres gode forbindelser i Tomelilla kommunes byråd, forbindelser de troede så fuldt og fast på, at de næppe tiltroede os, og bestemt ikke de foregående ejere, mange chancer.

En af de mere underholdende lejligheder bestod således i, at vi fik besøg af "Kungen av Skåne".

"Ni vet inte vem jag er" kundgjorde han, med meget overbevisende og dyb myndig stemme.

"Jovist, du er kongen af Skåne" replicerede vi nærmest enstemmigt, og da han ikke nægtede det, måtte vi have gættet rigtigt, men mere om det i et helt andet kapitel.

Nej, Skithuset var et kunstværk, og vor nabo endte med at blive så glad for det, at de købte det formedelst 40.000 fuldgode svenske kroner, endda på et tidspunkt, hvor den svenske krone var en stærk valuta, i det mindste i de skandinaviske lande.

Dette herlige kunstværk blev naturligvis grundigt forberedt og i god tid. Hvordan skulle det se ud? Hvilke former for materialer skulle indgå? Hvad var vores budskab? Og sidst men ikke mindst, hvordan forhindrede vi vores modpart i at ødelægge det? Erfaringerne fra tidligere havde lært os, at en vis ladhed prægede ikke mindst de to hjemmeboende sønner, så hvis det var tilstrækkeligt stort og solidt, ville det kunne overleve. Erfaringerne med de første birketræer vi plantede og hele familiens systematiske tisserier på de stakkels uskyldige små, der derved opgav livet, gjorde, at der ikke på nogen måde måtte indgå noget levende. Skulle der være blomster, skulle de være kunstige og nærmest umulige at komme til.

Den grundige forberedelse, og tilgangen til anvendelige materialer, resulterede i, at der skulle være tale om en konstruktion på to gange to meter i grundflade, en højde på 2 meter, hvor det var lavest og 4 meter, hvor det var højest.

En kubus med en firesidet pyramide, udført i stål og delvist  nedstøbt i beton blev besluttet skulle være udformningen,  og materialerne blev efterfølgende anskaffet. Derefter kom spørgsmålet om, hvordan vi sikrede os, at betonen fik ro og fred til at hærde. Også denne fase var kritisk, for vi kunne næppe forestille os, at vi kunne støbe hjørnestolperne ned i jorden og regne med, at ingen så meget som tænkte på, at påvirke stabiliteten i negativ retning. Vi var tværtimod meget overbeviste om, at vi ikke kunne regne med noget som helst i den retning. Altså måtte vi blive på stedet et passende antal  timer efter støbningen.

Løsningen lå ligefor. Et telt, en primus påfyldt rigeligt med petroleum til et par måltider og diverse råvarer til en kulinarisk oplevelse i vildmarken, så hvad lå mere lige for, end en gang pandekager, suppleret med moderate mængder risvin?

Risvinen var et kapitel for sig. Helt fra vores grønne ungdom havde den fulgt os. En klassekammerat faldt tilfældigvis over opskriften, og vi fandt i en tidlig alder ud af, at den var billig og effektiv.

Som De Gylne Løver sang:

"Det smager af fusel og lugter af gær,
din lever ta'r skade og øjet får stær.
Det smager som rævepis og terpentin,
men det er billigt, og så bli'r du fuld som et svin."

I det svenske, var alt der indeholdt mere end 1,9 procent alkohol lig med druk og syndig adfærd, og derfor beskattet i en grad, så gud og hvermand havde sin egen produktion af "ildvand" og deslige. En overgang var rigsdagen indstillet på at forbyde kaffemaskiner, fordi de kunne bruges til hjemmebrænding. Risvinen var dog lidt mere fredelig, det var en drik fremstillet af ris, rosiner, sukker, appelsiner, bagegær og vand, der sammen gik op i en højere enhed og slutteligen gav en drikkelig væske, der i for store mængder af og til kunne anspore til lettere uskyldige fjollerier.

Først arbejde, så fornøjelser. Vi gravede ret hurtigt de fire huller, hver på en dybde af en meter, hvorefter der skulle blandes beton og stolperne støbes ned, med den præcision et så betydningsfuldt kunstværk krævede. Grus til betonen var der nok af, for hele grunden lå på en grusås, der var dannet i den sidste istid, det var bare om at flytte det øverste jordlag og grave løs. Da støbearbejdet var tilendebragt, kunne vi overgå til teltslagning, madlavning og nydelse af den medbragte risvin, hvis det ellers kunne beskrives som en nydelse. Det medbragte bryg var et såkaldt "andengangsbryg", hvor frugt og ris med mere genbrugtes. Når førstegangsbrygget var borte, men frugten tilbage, tilsatte man bare en ny portion vand og en ny portion sukker. Gær var der rigeligt af, så gæringsprocessen satte i gang igen med ekspresfart, og i løbet af et par uger var der nye friske forsyninger.
Det siger sig selv, at smagen ikke helt havde samme karakter, som ved "førstegangsbrygget", så det kom betydeligt tættere på De gyldne Løvers maleriske sangtekst.

Det gjorde jeg ikke, men det gør jeg nu. Min svoger berettede om historien bag den nu ret omfattende træskulptur ved den svenske vestkyst, ret overfor Sjælland. Når vi som børn gæstede de nordsjællandske badestrande, kunne vi sommetider, i klart vejr se Kullen. I mine barndomserindringer er der nedfældet en oplevelse af en familietur til netop dette sted, så den geografiske placering var mig ikke ubekendt.

Men at en ihærdig drivtømmersamler, der altid medbragte hammer og søm, havde skabt et kunstværk, ved at slå det hele sammen, havde jeg ingen anelse om. Heller ikke om, at det havde været behandlet i diverse forvaltningsinstanser, der til slut havde giver kunstneren medhold i, at det var et kunstværk, og at det derfor gerne måtte blive liggende.

"Skal vi ikke lave vores helt egen kunstværk, her på 34:1?"

Efter en kort og intens drøftelse, var det skånske kunstnerkollektiv et faktum, og vi kunne overgå til realitetsforhandlingerne om kunstværkets budskab og udformning,

Det sidste gav næsten sig selv, for et par år tidligere, havde vi konstateret, at naboerne havde et akut behov for mere toiletkapacitet. Behovet var så akut, at en sen sommeraften kunne vi til vor store overraskelse se nabokonen, iført laksefarvede chemiser, snige sig ud og sætte sig og tisse på vore nyplantede birketræer, men mere om det i et andet kapitel.

Af samme årsag havde vi, nogle måneder efter denne oplevelse, en juledag, i hylende snestorm, bortført et kasseret skabslokum fra en lokal kirkes affaldsplads. Vi vidste tilfældigvis, hvor dette herlige bytte lå henslængt og ubevogtet, men også mere om det i et andet kapitel.

Den tidligere beskrevne figur, en kube med en tilsvarende pyramide som afslutning opefter, skulle være grundformen. På kube såvel som på pyramiden skulle der anbringes skråtstillede flanger, for at skabe en opadgående bevægelse, der rettede beskuerens opmærksomhed på en figur på toppen af pyramiden. Denne figur skulle, udover at danne skulpturens ende opadstræbende afslutning, også rumme en antydning, eller rettere en hentydning, til det lokale akutte toiletbehov. Figuren kunne på den måde ikke være andet end en toiletstol. Af hensyn til det dekorative islæt og for at understrege kunstværkets indbyggede modsætningsforhold i udtryk og udformning, skulle der anbringes et antal kunstige blomster i toilettet, der i øvrigt skulle være fuldt funktionsdygtigt med hensyn til skylning.

Hvis nogen skulle få lyst til eller behov for at bruge toilettet til dets oprindeligt tiltænkte funktion, ville det i sagens natur være en god ide, først at fjerne blomsterne.

"Skithusets" ide og udformning var nu på plads, tilbage resterede at få det konstrueret.

Som allerede beskrevet, tilbragte vi den første nat med at bevogte de nedstøbte hjørnestolper, der i øvrigt bestod af fire jernbaneskinner, hver på en længde af 3 meter, hvoraf den ene blev støbt ned i betonen, så de resterende to rakte op over jordoverfladen.

Næste fase bestod i, at svejse et antal ståldragere a to meter på som det der, hvis der havde været tale om en bygning, ville have været en tagrem, hvorefter pyramiden kunne svejses fast.

Vi var stort set ikke nået længere, da vi fik fornemt besøg. At naboen dukkede op, var ventet, og på en måde var det også ventet, at der ville dukke folk op fra Tomelilla Kommune, eftersom vi ved tidligere lejligheder havde konstateret, at der var nære bånd mellem de tre instanser i kommunens styrelse: nabofamilien, forvaltningen og byrådet. Kommunens repræsentanter var en kommuneingeniør eller kommunearkitekt og hans lovbogsholder. Der var unægtelig et vist morsomt skær over parret, hvor den ene var ret høj og dominerende, var den anden lille, nærmest undersætsig, og ret lydig, veldresseret kunne man med god ret påstå.

Vi burde måske have spurgt ind til den officielle titel, men vi opfattede ham som en ret ligegyldig person, der forsøgte at puste sig op over os, så vi havde ikke den helt store interesse for manden. Efter en kort ceremoni, hvor vi pænt hilste på hinanden, kunne den dominerende del af det umage par ikke holde sig længere. Vi blev truet med bål og brand, og han påstod stædigt, at der var tale om en "åtgerd", hvormed han antagelige mente en ulovlig bygning, og var overhovedet ikke indstillet på, at betragte det som det det var, et kunstværk.

 Heller ikke, da vi bragte "Nemis" i hans erindring, og påpegede, at vi næppe kunne få noget menneskeligt væsen til at tage ophold i et så luftigt bygningsværk som "Skithuset", lod han sig formilde endsige lokke til lidt tankevirksomhed. Vi ville blive pålagt at fjerne det, under trussel alverdens ulykker, herunder et større antal dagbøder, hvortil vi blot kunne ryste lidt forsigtigt på vore respektive hoveder med en antydning af et tilsvarende forsigtigt smil.

Ved starten af seancen, havde der været mere end blot antydninger af smil at spore hos den evigt optimistiske nabo, men efterhånden som mødet skred frem, stivnede de en anelse. I samme takt blev kommuneingeniørarkitektens ansigtsudtryk mere og mere bistre, hvorimod lovbogholderen uforstyrret fortsatte sin del af opgaven og beredvilligt slog den ene paragraf op efter den anden, uden at der dog af den grund fremkom noget brugbart eller noget vi ikke kendte til i forvejen.

En vigtig del af forberedelsesarbejdet til Skithuset havde naturligvis bestået i, at få en tilstrækkelig viden om lovgrundlaget. Af samme grund kunne vi også sætte den beredvillige lovbogsholder i arbejde, både med hensyn til aktuelle lovtekster som med hensyn til tidligere afgørelser, for eksempel Länsstyrelsens afgørelse vedrørende tidligere omtalte "Nemis". Kommuneingeniørarkitekten eller hvad han nu var måtte tage bort med uforrettet sag, og det hører til historien, at der selvfølgelig kom hverken bøder eller andre morsomheder fra Tomelilla Kommune, men det var et godt forsøg, der igen viste magtens tredeling i kommunen. Kongen af Skåne og hans beredvillige medhjælpere var ikke så farlige som naboen troede, der var tydeligvis kun tale om en papirtiger og ikke et rigtigt rovdyr, vi behøvede at nære frygt for.

Vi havde et par år tidligere oplevet noget tilsvarende, hvor kommunens hälsovårdsmyndighet trådte i karakter og trådte eventyrligt meget ved siden af, men det hører et helt andet kapitel til. Du kan læse om det i kapitlet om vores videnskabelige forskningsprojekt.

Naboerne havde et specielt forhold til motoriserede køretøjer, så vi kunne frygte, at de ville bruge noget i den stil til at fjerne vores nykonstruerede skulptur. Følgelig måtte vi tilbagevendende besøge åstedet og sikre, at der ikke gennemførtes utilsigtede raids på Skithuset. Det var på en af disse dage vi modtog besøg af selveste SÄPO, det svenske sikkerhedspoliti, men mere om det i et andet kapitel.

Et af udhusene på 34:1 var blevet smukt dekoreret af min ældste niece, med et billede af et antal højhuse, hvorover der svævede en helikopter, alt i et præcist og smukt perspektiv, så der var nu hele to kunstværker at betragte og lade fantasien spille over. Da vi en herlig sommermorgen fik gæster, blev de da også opfordret til at betragte og fotografere begge værker.

Både de lokale og de landsdækkende aviser skrev efterfølgende spalte op og spalte ned om "Skithuset", og da fem års nabostrid sluttede med at vores nabo købte ikke blot "Skithuset" men hele 34:1, skrev en af dem, under overskriften "En skitsak ur världen" en rørende artikel om hvordan disse to grumme og onde danskere nådesløst havde forfulgt en ganske uskyldig svensk familie. For ligesom at manifestere os overfor bladsmøreren, stævnede vi den ansvarshavende redaktør for "förtal" - bagvaskelse. Det førte til ikke mindre end tre underholdende dage i Malmö Tingsrätt, hvor vi blandt andet blev interviewet af en sød journalistdame fra TT, der gerne ville vide, noget om vores forskningsprojekt. Det var her ret  tydeligt, at nogen havde lækket informationer, der var fremkommet bag rettens lukkede døre. Var det mon den indstævnede chefredaktør? Mere om det i et andet kapitel.

Eksisterer "Skithuset" i dag? Selvfølgelig ikke. Som noget af det første, demonterede de nye ejere af 34:1 det. Nu hvor Grisetæmmeren er blevet en kendt kunstner, der oven i købet har lagt navn til en "-isme" - absurdismen - kunne det tænkes, at de ville have kunnet omsætte det for et noget større beløb, men sådan skulle det ikke blive,

Som en afslutning på fortællingen om "Skithuset", kan det tilføjes, at vi blev bestilt til at lave et tilsvarende kunstværk andetsteds på Österlen, men takkede beskedent nej. Det var en præst fra det sydsvenske, der ikke helt kunne komme overens med sit menighedsråd, og på den måde gerne ville bruge kunsten til at udtrykke sig med. Formålet var nobelt og opgaven spændende, for ikke at sige tillokkende, men vores beslutning om aldrig at gentage os selv stod ved magt, også selvom vi kunne have fået et betydeligt større beløb for gentagelsen, end vi fik for originalen. Man går ikke på kompromis, heller ikke for penge.

"Skithuset" lever nu kun i de mange erindringer, det har afstedkommet, og en del af historien om det vil stadigvæk kunne læses i de mange avisartikler, der selvfølgelig ikke var i kunstnernes favør, men tydeligt viser, at kunstværket til fulde levede op til sin forpligtelse til at skulle provokere. Det hører også til den del af fortællingen, at ikke en eneste af de mange journalister, der samvittighedsfuldt berettede historien i deres mange spalter, så meget som overvejede, at kontakte os, for at høre vores side af historien. Dårlig og overfladisk journalistik er ikke et fænomen, der er af nyere dato.

Åh nej! Der mangler lige en lille detalje. Indvielsen af "Skithuset" omfattede et enkelt skyl fra toiletkummen. Naboen havde for vane, at lade sine frustrationer gå ud over de nærmest stående. I dette tilfælde var det et par børnebørn, der fik en større overhaling og et par drag over nakken. Derudover fik vi selv et grundigt indblik i såvel almindelige som ualmindelige skældsord og besværgelser på et absolut ikke lettilgængeligt skånsk, der lød lidt som en blanding af sydvestsjællandsk dialekt og svensk tale, som det måtte lyde når det blev udtalt med en varm kartoffel i munden. Selv min søster, der aldrig på nogen måde kunne finde på at sige et grimt ord til eller om andre mennesker, blev beskyldt for alverdens forfærdelige ting, men det tog vi os på ingen måde nær. Skældsord og grimme udtryk fortæller som bekendt kun noget om den, der bruger dem. Det kan i sig selv være en interessant oplevelse, at observere den afmagt, der i virkeligheden ligger bag de flestes brug af skældsord og nedsættende bemærkninger om deres medmennesker. I den aktuelle situation  var afmagten åbenlys.

"Skithuset" var i sandhed et provokerende kunstværk, og som sådan indskrev det sig magtfuldt i den sydsvenske kunsthistorie. Da det var færdigt besøgte vi naturligvis kommunestadsingeniørarkitekten og orienterede ham derom. "Så ved jeg det", var det spagfærdige svar denne vigtige meddelelse afstedkom.