Teaterkrigen kapitel 5.

Et forskningsprojekt med tredimensionel digitaliseret måling

En skånsk gravhøj opstår som alternativ til en række døde birketræer.
Den anden sommer på Österlen prægedes af det anspændte forhold til naboen og ikke mindst til naboens to hjemmeboende sønner. Der blev kørt hurtigt på den lille grusvej, og den var som regel spærret af biler i den vestlige ende, der hvor naboen holdt til.

Vi var så småt begyndt at anlægge en urtehave og havde derfor ryddet et stykke af den store grund. Græstørvene blev lagt som en lille mur rundt om rydningen. De fleste af de omkring hundrede birketræer vi havde plantet i efteråret var gået til. Knækkede eller tisset ihjel. Meningen havde været, at markere vores grund et godt stykke ind på denne, ikke at genere nogen, men mere om det i et andet kapitel.

Behovet for at markere forskellen på vores og deres eksisterede imidlertid i bedste velgående, så en dag kom svogeren, der på ingen måde fandt det problematisk at puste lidt til ilden, med et konstruktivt forslag: "Hvad med at lave et negativt hul?" Ideen syntes ved første analyse at indeholde en vis form for vanvittig logik, men efterhånden som drøftelserne skred frem tegnede der sig nogle interessante muligheder. Svogerens ivrighed og "Jeg skal nok bygge den" gjorde udslaget og konstruktionen påbegyndtes. At den skulle komme til at spille den rolle den kom til, kunne næppe nogen af os forudse.

Sommeren igennem og efterår og forår med, voksede højen, der efterhånden udviklede sig til en vold, der vakte mindelser om forsvarsværkerne ved Fredericia. For at fremskynde væksten, blev der indlejret et par tomme olietønder, en brændeovn og andre gode sager af en vis fysisk størrelse. Grusgraveren udfoldede en fantastisk energi og vedholdenhed, til naboens ikke udelte begejstring.

Det var ved den lejlighed vi første gang konstaterede naboens tætte forbindelse til Tomelilla Kommune. Et par uger før vi skulle rejse til Österlen for sommeren, modtog vi et officielt brev fra kommunens Miljö och hälsovårdskontor. Af brevet fremgik det, at der havde været mindst en medarbejder fra dette kontor ude og besigtige installationen. Vedkommende havde endog været inde på grunden og havde gravet i den anlagte grusvold. Ved den lejlighed var det konstateret, at grusvolden indeholdt andet end grus og at dette skulle fjernes øjeblikkeligt. Blev det ikke fjernet, ville der blive krævet betalt en bøde på 10.000 svenske kroner.

Se det var jo en alvorlig sag, og de fleste ville nok bare have givet efter for det bombastiske krav, hvilket helt sikkert var, hvad naboen forventede. Nu havde årene med nabostridighederne imidlertid lært os, at det nytter at læse på lektien, her forstået ved lovgrundlaget for kravet og for de undersøgelser, der var foretaget uden vort kendskab eller tilladelse.

Ret beset havde den eller de ansatte ved Miljö och hälsovårdskontoret, der havde foretaget de undersøgelser, der lå til grund for krav om fjernelse og trussel med bødestraf overtrådt mindst tre paragraffer i den svenske straffelov, Brottsbalken.

Overtrædelserne omhandlede ulovlig indtrængen, selvtægt og "skadegörelse".

Eftersom det bedste forsvar er et angreb, valgte vi det sidste, men det måtte forberedes omhyggeligt.

Jeg havde til netop den ferie medbragt en del computerudstyr og elektronik til processtyring. Forklaringen var den, at jeg havde oprettet et IT firma, der producerede robotter til undervisningsformål, og en større ordre skulle leveres i løbet af efteråret. Produktionen var derfor henlagt til sommerferien. En del af udstyret var et kamera og en digitaliseringeenhed, så billeddetaljer, der normalt var usynlige for det menneskelige øje, kunne undersøges og evalueres. Med de rette sensorer og signalgivere, kunne alle former for energiudladninger undersøges. Energirige fotoner, som for eksempel røntgen stråler, eller ultralyd, der kunne trænge igennem fast stof ville kunne give et billede af, hvad for eksempel grusvolden indeholdt, og hermed var vi klar til at besøge Miljö och hälsovårdskontoret.

Der var dog lige yderligere en detalje, der skulle vendes, inden vi tog derind. Påsken forinden, havde svogeren malet et hvidt kors på begge sider af husets røde tag, for at understrege, at det var danskere, der boede der. Anledningen var, at naboen konsekvent råbte "Jävla danska" efter os, for ligesom at antyde, at vi ikke havde noget at gøre her. De hvide kors var ment som et diskret svar på disse tilråb, men i en alvorlig sammenhæng som et forskningsprojekt, virkede de malplacerede, og syntes ikke ligefrem at underbygge projektets alvorlighed, tværtimod.

Nu var svogeren ikke lige netop en af den slags, der manglede fantasi: "Vi forklarer bare, at vi bruger korsene til at styre efter". Projektet blev hermed udvidet til, at målingerne skulle foregå pr. fly, der brugte korset på den ene side af huset til at flyve ind efter og det andet til udflyvningen. Ved flyvningerne skulle der udsendes nogle meget kraftige ultralydssignaler, der efter at være trængt igennem grusvolden blev registreret af vores målingsudstyr. Det ville derefter være muligt at give en præcis beskrivelse af de genstande, der var placeret i volden. Når der var tale om så mange forskellige genstande, var det netop for at kunne sammenligne forskellige genstande og materialer. Vores forklaring var endvidere, at vi på en brøkdel af en millimeter vidste, hvor genstandende befandt sig, men at den eller de medarbejdere, der havde været inde på grunden havde forstyrret placeringerne og de tilhørende målinger betydeligt og dermed gjort sig skyldig i "skadegørelse" med tilhørende erstatningskrav fra vor side.

Af ren og skær venlighed ville vi dog afstå fra at retsforfølge misdæderen, hvis vi senest den efterfølgende dag kl. 12 modtog en skriftlig tilladelse til at have anlægget liggende og til at udvide det i henhold til vore behov.

Alle detaljer var nu på plads. Velforberedte kunne vi tage på besøg på Miljö och hälsovårdskontoret i Tomelilla Kommune.

Grushøjen, eller rettere grusbanken for den strakte sig nu langs hele naboens hus, forfremmes til et meget vigtigt videnskabeligt forskningsprojekt.
Hvad vi ikke vidste dengang, var at vi havde opfundet en metode til at vise begravede genstande, der nu blandt andet bruges af arkæologer verden over, jordradaren.

Chefen for Miljö och hälsovårdskontoret var en ganske ung mand, der var både venlig og imødekommende, men som efterhånden som samtalen skred frem, fik flere og flere bekymrede rynker i panden.

Det måtte vi meget undskylde, og det var en ferieafløser, der var ude og foretage undersøgelser på vores ejendom, og man må selvfølgelig ikke bare gå ind på andres grund og begynde at grave, og selvfølgelig måtte vi gerne have et så spændende forskningsprojekt kørende.

Han havde naturligvis et stærkt ønske om at få lov til at se vores udstyr og blive sat ind i, hvordan det fungerede, så vi aftalte, at han kiggede forbi næste dags formiddag.

Robot- og processtyringsenhederne blev ligeledes gennemgået grundigt og forklaret som "afledte projekter" af selve forskningsdelen. Der var tale om computerstyrede biler, tog og lyskrydsmodeller, der til lejligheden var stillet frem og gjort klar til fremvisning.

Som aftalt mødtes vi om formiddagen den næste dag og vi sørgede for en grundig gennemgang af "Forskningsprojektet". Kameraet var rettet mod grusvolden og billedet af den blev gennemgået, nærmest pixel for pixel. Ved at fokusere på bestemte pixelværdier kunne de områder med netop den værdi fremhæves og gøres til genstand for nærmere undersøgelser. I princippet meget enkelt, men når det blev gennemgået på den måde, virkede det meget overbevisende.

Da vi kom udenfor, blev hver enkelt genstand i volden beskrevet og placeringen udpeget, og da vi nåede til taget med de hvide krydser, blev det forklaret, hvordan vi havde lavet aftaler med en pilot, der holdt til ved den nærmeste flyveplads med samt sit fly, og hvordan ind- og udflyvning styredes efter de to hvide kryds på taget. En særdeles overbevisende gennemgang, der resulterede i en omfattende beundring for vores foretagsomhed og indsigt i såvel IT som grundlæggende fysik og ikke mindst i udlevering af den medbragte skriftlige tilladelse.

Der var i sagens natur ingen tidsmæssige grænser for tilladelsens varighed, og efter udvekslede håndtryk og forsikringer om, at der fra vor side ikke næredes antydning af negative følelser hilste vi farvel.

Det første vi gjorde, efter at chefen for Tomelillas Miljö och hälsevårdskontor var taget afsted, var selvfølgelig at banke på hos naboen og fremvise den skriftlige tilladelse. Den vakte ikke udelt begejstring.

En del år efter blev forskningsprojektets seriøsitet slået fast med syvtommersøm i Malmö Tingsrätt, da samme forvaltningschef bevidnede det i en förtalssag, i forbindelse med kunstværket "Skithuset", som er omtalt i et andet kapitel. Umiddelbart derefter søgte og fik han det første det bedste ledige job nord for polarcirkelen. Han var på den måde nogenlunde sikker på ikke fremover at skulle involvere sig forvaltningsretsligt i noget som helst, vi havde noget med at gøre.

Når vi tænker på netop denne sag, kan det undre, at komunestadsingeniørarkitekten, der optræder i kapitlet om "Skithuset", turde stille sig op og på tværs, men han kendte måske heller ikke meget til vores forskningsprojekt.

Kapitel 6: Bråvallaslaget