Postmodernistisk autodafé

En ureflekteret enkelt fortæller, at ville brænde et helligt skrift.
Den ureflekterede enkelte brænder en bunke papir og karton
om hvilket det påstås at være det hellige skrift.

Titusinder går ud på gader og veje.
Titusinder brænder billeder, flag og symboler.
Titusinder skriger på hævn og død over en hel nation.
Men det var ikke nationen, der brændte en bunke papir og karton
om hvilket det blev påstået at være det hellige skrift.

Et ureflekteret unge
hyler og hopper hysterisk mens den råber og skriger sit had
og sin sygdom ud
mod en verden.

Verden ved, det hysterisk hylende barn
blot beretter om og beskriver sig selv.
Verden vælger, med omtanke,
at overse det hysterisk hylende barn.

Af ild og aske vokser et hadets sammenhold,
men hvem,
om dybest set nogen,
gavner hadet
og hadets halvhjertede sammenhold?

En forvirret fanatiker brænder en bunke papir og karton
om hvilket det påstås at være et helligt skrift
blot for at vise sin foragt,
men hvem forventer, foragten forsvinder
når titusinder tumler ud på gader og veje,
og skriger på hævn og død over en hel nation?

Hvem tror
færre føler foragt, fordi
titusinder går ud på gader og veje,
og skriger på hævn og død over en hel nation?
Tror du selv
du gavner din tro
når du tankeløst
skriger på hævn og død over en hel nation?

En bunke papir og karton
om hvilket det påstås at være et helligt skrift
brænder på bålet.
En forvirret fanatiker,
snyder sig selv
og tror trodsigt
at kunne brænde et begreb,
at kunne brænde en tro,
at kunne brænde en ide,
blot ved at brænde det papir
og det karton
der bærer en enkelt kopi.

Hvordan kan du tro at du tror,
hvis du tror dit hellige skrift kan brændes
blot fordi en forvirret fanatiker brænder en bunke papir og karton
om hvilket det påstås at være dit hellige skrift

En forvirret fanatiker lokkede
et hysterisk hylende
brølende barn,
men gemte sig selv.
Hvem skal vi om nogen foragte,
det hysterisk hylende barn
eller den,
der i fuldendt fejhed
skjulte sig selv?

Tror du selv,
at had og foragt fjernes
ved at forbyde afbrænding
af bunker af papir og karton
om hvilket det påstås at være et helligt skrift?

Hvis din tro er ægte og dyb, hvad betyder det da,
om hadet fremviser sin foragt?
Hvis din tro er ægte og dyb, hvad ønsker du da,
hadets forvredne foragt eller
hadets hykleriske sympati?

Hvor er fornuft og forstand når en nations hersker
tillader titusinders afbrænding af andre nationers flag og symboler,
men straks sætter verden i brand blot
fordi en forvirret fanatiker brænder en bunke papir og karton
om hvilket det påstås at være et helligt skrift?

Vi glemmer aldrig da du lavede love for fortiden
for at føje dit folks forvredne
higen efter hævn.

Vælg da din vej
uden at fjerne frihed
til at tro, tale og tænke
blot for at føje
herskerens halvhjertede higen efter hævn.

For hvad finder du frem i fremtiden,
at forbyde dit folk at føle foragt?

Den 1. juni 1945 vedtog folketinget lov nr. 259 af 1. juni 1945, hvor det indførte dødsstraf med tilbagevirkende kraft. Loven og den brug, der blev gjort af den er indtil videre den største skamplet nogensinde på det danske retssamfund. Loven forklaredes med, at det var for at undgå, at befolkningen selv hævnede sig på dem, der havde samarbejdet med besættelsesmagten, men politikerne glemte helt, at de selv havde opfordret til samarbejde. Ved at rette opmærksomheden mod retsopgøret, fjernede man opmærksomheden fra sig selv og sit eget samarbejde.
Regeringen er godt i gang med endnu en gang at give køb på grundlæggende værdier, denne gang for at pleje relationerne til diktaturstater, der i bund og grund er ligeglade med afbrændingerne, men som hellere end gerne benytter lejligheden til at undertrykke vores demokrati og vore frihedsrettigheder.